Der leved engang en Sanger,
Alt længst er glemt hans Navn,
Men dengang hans Rygte sig bredte
Som Vinden fra Havn til Havn.
Hvergang han rørte sin Harpe,
Hvergang dens Toner klang,
Det lød som Havets Brusen
Og Nattergalens Sang.
Og døende Kæmpers Klage,
Og Elskovs Sorg og Lyst,
Og Stormens stærke Stemmer
Gjenløde fra Skjaldens Bryst.
„Hvor har du de Toner nemmet,
Hvor har du lært din Sang?”
Saa mæled en fager Jomfru,
Der mødte ham paa Vang.
„Og havde jeg tabt min Søster,
Og var min Moder død,
Jeg troer, naar du rørte din Harpe,
Jeg glemte min Sorg og Nød.”
Han svared: „Jeg engang slumred
Ved Skovens dunkle Rand,
Men da jeg atter vaagned,
Jeg stod i et ukjendt Land.
Der glimted Træer og Skove
Med overjordisk Pragt,
Dem saared ei Støvets Orme,
Dem kued ei Stormens Magt.
Der Fugle med Purpurvinger
Sig vugged bag Lindeblad;
Langt bedre klang deres Qviddren,
End noget jordisk Qvad.
En høi besløret Qvinde
Da ved min Side jeg saae,
Klart gjennem Sløret funkled
De Øine himmelblaae.
Jeg skimted og hendes Aasyn,
Det skinned med Maanens Glands,
Om Issen det fagre Guldhaar
Sig snoede rundt i Krands.
De deiligste Sagn hun beretted,
Mens Kilderne sang dertil,
Det var, som i Luften bæved
Det deiligste Strængespil.
Hvert Sagn, hun mon fortælle,
Den ranke, fagre Viv,
Stod som et Billed i Sløret,
Der havde det vundet Liv.
Det var, som de gamle Bedrifter
Opstod af Gravens Hjem,
Og hændtes i samme Time,
Hvori hun fortalte dem.
Da svandt hver jordisk Taage,
Jeg kunde dem heelt forstaae,
Det voldte vel Tryllesløret,
Hvori jeg dem dengang saae.
Hun sagde: „„Mit Slør er vævet
Ved Paradisets Kyst,
Hvor Tiden atter gjenvinder
Sin svundne Ungdomslyst.
Og Skovens og Luftens Stemmer
Og selv det rindende Vand
Bevare her en Gjenklang
Fra Livets Morgenland.””
Omsider hun bøied sit Hoved,
Da syntes hun dobbelt skjøn,
Et Ord hun til mig hvisked
Heel gaadefuldt i Løn.
Hun sagde: „„Hvergang du længes,
Og inderlig trænger til Trøst,
Behøver du blot at nævne
Med høi og lydelig Røst
Det Ord, du nylig hørte,
Da samles vi atter her.””
Saa mæled den fagre Qvinde,
Og svandt bag Skovens Træer.
Men ak! hun svandt for stedse,
Igjen vi mødtes ei,
Det Ord, hun til mig hvisked,
Det blegned paa Glemsels Vei.
Dog Alt hvad dig bevæged,
Naar jeg monne Harpen slaae,
Det er kun et blegnet Minde
Af hvad jeg dengang saae.
Men naar jeg i Mark og Skove
Mig fjerner fra Livets Larm,
Da vaagner med større Klarhed
Erindringen i min Barm.
Hver Sangfugl husker en Tone
Fra Paradisets Kyst,
Men Nattergalen de fleste,
Thi smelter den hvert et Bryst.”