Andersskovs KlosterEt natligt Maleri. Nys Midnatsklokken hørtes Tolv at slaae,Og Stilhed over al Naturen hviler;Fuldmaanen klar fra Himlens MørkeblaaTil Skjalden gjennem Lundens Blade smiler. Ej mindste Vindpust vækker Strengens Klang,Kun Espens urofulde Blade hvisle;Og gjennem lange mørke BuegangJeg i det Fjerne hører Kilden risle. Her Sjælen føler sig saa let saa glad,Lig al Naturen Skjaldens Barm er rolig.O! det er Timen til et MindekvadOm Andersskovs berømte Munkebolig. Ja, gamle Borg! om dig gik herligt Ry;End Krøniken din fordums Glands bevarer,Du ofte inden dine Mures LySaae Absalon og Danmarks Valdemarer. Fra dig gik ud saa mangent vældigt BudAf Konger, og af mægtige Prælater,Fra dig gik anden Fredrik hjem til GudSom Fader ømt begrædt af sine Stater. Højt knejsed’ Templets kobbertakte SpirPaa dets for Evigheden slagne Buer,For Egnen en ærværdig gothisk Sir,For dristig Sømand Tegn, hvor Faren truer. Forsvundet Spiret er med Herrens Hus,Hint stolte Præg af mægtig Oldtids Dage,Som Yngling Skjalden stod paa deres Grus,Som Mand han øjner intet Spor tilbage. Kun Phantasien skaber dem igjen,Et Gøglesyn mig atter Templet maler,Mod Luftfantomet Øret lytter hen,Og synes høre smeltende Koraler. For Øjet glimrer Lysekronens SkjærIgjennem Templets billedbrændte Ruder,„Skjald,“ hvisker mig en Skygge, „træd os nær!Min Læbe dig en Oldtidsfest bebuder.” Sig Tempeldøren aabner for mit Fjed,Jeg skuer Konger, Riddersmænd og flere,For højen Alter Bispen knæler ned,Og stemmer i sit Jesu miserere! Mod Altrets Fod hans Hoved bøjer sig,Sit Hiertes Offer Verdners Gud han bringer,Mens over nys til Graven stædet LigDen lille Kordreng Virakbækenet svinger. Jeg rører Harpen Templet op og nedImellem Sekler trodsende Pillarer;Jeg hører Klerken lyse Herrens FredOm Templets tause andagtsfulde Skarer — „Sig Skygge, som til Pryd en Krone har,Dit Navn, og hvad din gamle Krone vejer?”„Vel, Danaskjald! mit Navn er Valdemar,Min gamle Krones Vægt er Ordet: Sejer. For Jesu Kristi Tro Jeg førte Sværd,Hint hvide Kors, Du seer i Virak-Taage,Fra Himlen sendtes mig i blodig Færd,End jo det fører Navnet Dannebroge. End seer Jeg det med Fryd paa Bølgen blaaSom Danmarks gamle hædersæle Banner,End seer Jeg det for Vinden Folder slaae,I ærlig Kamp mod Havenes Tyranner —” Den andagtsfulde Skare vandrer hjemIgjennem Tempeldørens aabne Fløje,I Nattens Mulm ej meer jeg skimter dem,Som Nordlys droge de forbi mit Øje. Jeg eensom under Templets Hvælving staaer,End Alterlysets matte Flamme brænder,Saavidt mit Blik i Rummets Dæmring naaer,End mangent gammelt Maleri Jeg kjender. Hist seer jeg Hellig Anderes paa sit FølAt ride Land om By i hine Tider,Mens Valdemar var fro ved Mjød og Øl,Som end den fablende Legende lyder. Her vaagned han af Joppesøvnen opI Haab om Pilgrimsbrødrene at finde,Forbauset han fremtraad fra Hvilehøjens Top,For dem seer Slagelses Sanct Peters Tinde. End svæver over ham i højen SkyDen blide himmelsendte Engleskare,Som gjennem Luften ham fra JoppebyTil Hvilehøj paa bløde Hænder bare. Der seer jeg Oluf Mortensen PriorI Gierlev fælde Oluf Pant hin venne,Fordi! han Bondens Hustro Voldtagt svorI Rus med sine’ brynjeklædte Svenne1Nu svandt for Øjet Alterflammens Skjær,Og Gravens tause Mulm omkring mig svæver,Jeg neppe sandser Stedet hvor jeg er,Og Rædsel alle Nerver gjennembæver.I Dybet lyder svag VigiliesangAf andagtsfulde klokkerene Stemmer,Den lyder fra den gamle Sorøgang,Hvis Aabning Skjalden saae, og aldrig glemmer.I stille Dvale nu jeg synker hen,Og Søvnen lukker mine Øjnelaage,I Skovens Ly jeg vaagner op igjen,Og seer den røde Morgensol i Taage.Var det en Drøm? en vaagen Fantasi?Hvor bleve Tempel, Skygger, Malerier?Hvor blev hin Dybets Engleharmoni?Jeg intet seer, og Midnatsangen tier.Naturens friske Aande qvæger mig;Sødt lyde ned fra Skyen Lærkens Triller;I Vandets Flade Svanen spejler sig,Og Solens Glands paa Morgenduggen spiller.Jeg overseer den hele kjære Egn,Mit Hjerte Sukke op mod Skyen sender,Den var min Ungdoms Glæders blide Hegn,Dens Skygge end mit Øje neppe kjender.Hvor Jeg som Yngling vandred’ om saa froBeskyttet af Aarhundred’ gamle Bøge,Hvor Øjet saae de unge Stammer groe,Jeg mellem nøgne Stubbe Vej maa søge.Det gamle Andersskov ej meer det er,Hvor hver Naturens Ynde saaes at smile,For Klostret staaer et Herresæde der,I Bakkens Muld de fromme Munke hvile.De droge bort, min Ungdoms Glæder med;Af disse ingen skjænkes mig tilbage;De fromme Fædre sove sødt i Fred!Med begges Minde Skjald du Afsked tage.Frankenau.