Nikolai Nathan Fürst (1779–1857)

    Rul op dit dunkle Slør,

    Straalende Hedenold!

Sangens Sol vækker mit Bryst! —

    Lad mig undrende skue

    Din slukte Lue,

Dine Kjæmpers blodige Dyst!

    Herlig jeg seer dig fremstaae,

Vaabnenes Brag hører i Hallen jeg runge,

    Og mens jeg Guldharpen slaaer,

Vil dine Kjæmpers Bedrift henrykt jeg sjunge.

Ledet af Stjernernes glimrende Lys

Sangens Mø paa Bølgen mig fører,

Undrende seer jeg en Flaade stor,

Og Stormens Brag, Havets Dundren, jeg hører.

Det er Kong Valdemar Danmarks Drot,

Som monne til Lifland drage;

Med Gud de Hedninge dreve Spot;

Det maatte de Christne vel klage.

Vældig er Dannemarks Konge stor,

Han Herrens Tro vil grundfæste,

Med Herreskjold drager han fra Nord

For Hedningeflokken at gjæste.

Ham følger den fromme Sunesen,

— Skjøndt Olding han ikke forsager —

Den værdige Bisp til Lifland hen

Med Korstogets Helte han drager.

Og Harald den mægtige Kjæmper bold,

Som bærer Korstogets Banner,

Med Korset malet paa breden Skjold,

Han gaaer mod Liflands Tyranner.

Og mangen Kjæmpe med modig Sjel

Meddrager til fjerne Rige —

Dem Himlen vil lønne med Sejrens Held,

Som monne ej Troen svige!

        Alt Solen daler

        I Vesten ned,

Og farver den skummende Vove;

        Og Danmarks Helte

        I Fjernet see

Alt Liflands dunkle Skove.

Og Skibene standse ved Liflands Strand,

    Kong Valdemar stiger i Land,

Ham Kæmperne følge med blanke Spyd,

    De sjunge til Skjoldenes Lyd.

Og Luren gjælder — Kong Valdemars Hær

    Sig samler om Korstogets Banner;

    Hver sværger, i Ledingsfærd

    At bruge sit gode Sværd,

Til Skræk for Liflands Tyranner.

Og mod Volmars By de drage,

Langtfra høres Vaaben brage;

Fiendens Skrig i Fjernet lyder,

Mens til Kampens Færd de ile,

Væbnede med Spyd og Pile,

Hjelmen deres Isse pryder.

Valdemar seer Fjendens Hær,

Flux han drager ud sit Sværd,

Han sit Tog at standse byder.

Kongen vinker — Bisp Sunesen

Frem for Dannerkongen træder,

Drotten siger: „du min Ven,

„Du mit Riges stolte Hæder!

„Du veed, jeg drog ej ud i Krig

„For at Brødres Blod udgyde —

„Fredens Palme rækker jeg dig,

„Den du Liflands Høvding byde.

„Sig, at vi som Sendebud

„Fra Herren Liflands Rige gjæste,

„Lær ham at kjende Himlens Gud,

„Søg vor Tro hos ham at grundfæste.”

Saa han talte — den fromme Mand

Drager bort med væbnet Følge —

Høvdingen ham møder paa Stand,

Han sin Harme ej kan dølge.

„Jeg dig rækker Fredens Palme her”

Bispen taler — „mig min Konning sender;

„Han som Ven og Frænde kommen er,

„Hvis til Christi Tro du dig omvender.”

Men med skumle Blik gjensvarer

Liflands Drot: „see mine Skarer!

„Fly mit Aasyn, kristne Clerk!

„I vore Guder ej skal spotte,

„For dem vort Sværd til Værn vi blotte,

„Kløve skal de Eders Pandserserk!

„Fly mit Aasyn! hvis du tøver,

„Med mit Sværd din Isse snart jeg kløver.”

Og flux han byder sin Hær,

At samles til blodig Ledingsfærd;

Kæmperne stimle fra Volmars By,

Til Danskens Lejr de monne tye.

        Hver Kæmpers Barm

        Af Harme luer,

        Med stærken Arm

Han Død og Undergang truer.

Og Hærene mødes — Kampen begynder,

Hedningens Glavind Død forkynder.

        Sværd lyner mod Sværd,

        Og Skjoldene brage.

    De Danske i blodige Færd

        Modig mod Fienderne drage.

    Hedningers vilde Skrig

        I Kampens Tummel lyder,

    De hugge paa Dansken saa drabelig,

        Saa Blodet i Strømme flyder.

Dannemarks Helte segne

        I Kampens blodige Dyst.

        Kæmperne blegne

        Med rallende Bryst.

        Døden raser i Danskens Hær,

        Haardt rammer Hedningens Sværd;

    Harald segner for Liflands Tyranner,

        Han taber det danske Banner.

        Tabt er det stolte Flag!

        Tabt er Dannemarks Hæder!

        Rædsom er Kampens Dag!

        Danskens Blod Tillien væder.

        Kampen de Vantro fryder,

    Alt segner for dem paa blodige Vej,

        Dansken flygter — Kongen byder,

    De flygtende høre det ej.

    Hedningen over sin Vold,

De flygtende segne med kløvede Skjold,

    Endt er det blodige Slag,

    Tabt er det danske Flag!

Da høres i Fjendens larmende Hær

    Stridshornet lydt at runge;

Hver Kæmper stikker i Bælgen sit Sværd,

    Sejerssang lydt de sjunge:

    „Endt er Kampens Dag!

I Liflands Egne ej høres Vaabenbrag,

    Korstogets Helte Flugten tog,

    Drabelig Liflands Sønner slog,

Endt er den blodige Krigens Leg,

Hedningen vandt — og Dansken veg!”

        Men hvilket undrende Syn

        For Dansken sig aabenbarer?

        Hurtig som Himlens Lyn

        Samles de flygtende Skarer.

De skue og undres og undres og skue,

    Fra Himmelen falder et Banner ned,

Betegnet med Korset i rødlig Lue,

    Det falder ned i de Flygtendes Fjed.

Bisp Sunesen griber det hellige Flag,

    Og jublende han det svinger,

Hver griber sit Sværd og ruster til Slag,

    Ham Korstogets Helte omringe.

            „Guds Villie skee!”

    Saa raaber den fromme Mand,

            „Kæmper samles paa Stand!

    Seer, Himlen os viser sin Naade,

    Den vil over Sejren raade.

    Gud os et Jertegn sender,

    Knæler og beder med foldede Hænder!

    Herlig det vajer som Kampens Sol

    Det hellige Flag! med Korsets Minde,

            Til Kamp det os kalder,

            For Troen vi stride,

            Vi bløde og lide,

    Og den som for Korset i Kampen falder,

    Han hist den evige Palme vil vinde.”

        Og med fornyet Mod

Om Banneret samles de Helte;

        Til Hævn for Brødres Blod

Med Sværdet de sig ombælte.

Hedningen seer i det Fjerne

        At atter de samles til Slag —

For Dansken som Ledestjerne

        Vajer det hellige Flag!

Til Kamp Krigsluren kalder,

Dansken fremdrager, Hedningen falder!

        De segne og bløde,

        Marken bedækkes af Døde.

For Dansken maa Voldsmanden grue,

Og Sejeren følger i Heltenes Fjed.

See! midt i Kampens bragende Lue

De Lieflænders Høvding trygler om Fred.

        Og Sejerssang lyder i højen Sky,

Sværdet og Landsen hviler;

        Til Volmars mægtige By

Sejerrig Valdemar iler.

Templerne styrtes — Liflands Tyranner,

    Undrende staae i Stormens Hvin,

Og paa det sjunkne Tempels Ruin

    Plantes det kristne Banner.