Fuldmaanens Glands i natlig Stund
Bestraaler blid den tause Lund,
Alt slumrer trygt, kun Axel vaager,
Og rider froe i Nattens Taager;
„Gaae„ synger han „min Fole, gaae!
„I Morgen skal mit Bryllup staae,
„Jeg næste Midnat Kuldens Harme
„Skal spotte kiæk i Bertha’s Arme.„ —
Og dybt i Lundens mørke Skiød
Han hører Harpeklang saa sød;
I festlig Prunk med Epheu-Krandse,
Der Elle-Kongens Tærner dandse;
Som Fieldets evig friske Snee,
Var deres favre Dragt at see,
Som Engens blege Irrskin bæve,
Med Lethed, Arm i Arm, de svæve.
Nu En mod Axel nærmer sig:
„Kom, Ridder! træd i Dands med mig,
„Din skal hiin blanke Hielm da være,
„Med Held du stedse den skal bære. —
„Ei kan jeg dvæle, Hanens Gal
„Snart Morgenrøden varsle skal,
„Mig venter Brudeblus og Glæde,
„I Dands jeg skal, som Brudgom, træde.„
„Hun gaaer, en Anden nærmer sig:
„Kom, Ridder! træd i Dands med mig,
„Jeg denne Sadelgiord dig skienker,
„Samt varigt Held i Elskovs Lænker, —
„Ei kan jeg dvæle, Hanens Gal
„Snart Morgenrøden varsle skal,
„Mig venter Brudeblus og Glæde,
„I Dands jeg skal, som Brudgom, træde.„ —
„Nu vel!„ saa svaret Tærnen „riid!„
„Men, Ridder, først din Skiebne viid!
„Ei næste Morgen dig skal fryde,
„For Elskovs Lyst du Qval skal nyde; —
Hun rører ved hans blanke Skiold:
„Værn ham ei meer mod Fienders Vold!
Hun rører Sværdet ved hans Side:
„Paa fremmed Rustning ei du bide!„ —
Nu Axel reed fra vildsomt Krat,
En Ridder greb hans Bidsel fat:
„Stands! Røver! Skiold med mig du prøve!
„Siig, hvor min Brud du torde røve? —
Og Axel greb sit Sværd med Hast,
Men, ak! som Kiærets Rør det brast,
Omsonst han lader Skioldet møde
Sin Fiendes Hug, for ei at bløde;
Snart skiult med Saar, han sank til Jord,
„O Ridder! hør mit sidste Ord:
„Din tabte Brud jeg aldrig kiendte,
„For Bertha kun mit Hierte brændte,
„I Elskdands jeg ypped’ Kiv,
„Thi spildes nu mit unge Liv.
„Om vel i Verden du vil fare
„Tag dig for Elleqvinder vare! —
Nu Nattens mørke Dæmring veeg,
I Østen Solen rødlig steeg,
Fra Borgens Tinde Bertha skuer
Mod Morgenrødens Purpur-Luer,
Hist langsomt noget nærmer sig,
Hun seer, og seer — sin Axels Liig,
Hun skriger: „Axel! Gud!„ og blegner,
Og ned paa Tinden død hun segner.