Skiøndt for Theones Kunst ei ganske fremmed,
jeg stod som Fremmed nys i Murer-Hjemmet! —
O — tør vel der udtales verdslig Sang
for Alteret, hvor Mester-Røsten byder,
hvor længst hiemgangne Mesters Stemme klang
til Priis for de henfarne Stores Dyder,
og Skialde-Harpen brunste mangen Gang! — —
Og dog — var jeg vel her saa reent vildfremmed?
fandt Broder stedse ei hos Brødre Hiemmet?
Oplivende som Soel paa Vaar-Lufts Blaa
mig tyktes Templets Lampe til mig lued;
eg Vennehu i Murer-Hallen skued
og følte Haab og Mod i mig opstaae.
Og — hvis I dømte mildt om svage Læber,
som Skialdes Sang med Lyst at tolke stræber;
og lyttede I huldt til Talens Lyd,
og knuustes ei i Klangen Skialdens Vinge;
o, lad mig da min dybe Tak frembringe
til hvert et Øre lad dens Røst sig svinge,
og tolke min Erkiendtlighed og Fryd! —