Jeg tidligt op hver Morgen staaer,
det er jeg vant, fra jeg var liden;
og naar jeg fat paa Naalen faaer,
hvor let hensmutter ikke Tiden? —
Jeg mindes ved de første Sting:
hvor sødt uskyldig Pige hviler,
at Himlen til mit Leie smiler,
og gav mig tusind gode Ting.
Saa nynner jeg en lille Sang,
som mig en Ven iblandt forær’de; —
den tidt om Spøg og Latter klang,
den ofte Dyd og Klogskab lærte; —
og hurtig flytter Naalen sig.
Jeg sielden ud paa Gaden titter;
om Nyt jeg aldrig Andre fritter,
thi Naal og Sang er nok for mig.
I Kuld jeg ei til Ovnen tyer,
for der at stryge kielne Arme;
thi, naar jeg rask og flittig syer,
jeg nøies kan med ringe Varme.
Saa deilig lang hver Aften er,
da kan jeg skynde mig saa troligt,
og sidde ved min Dont saa roligt:
og derfor har jeg Vint’ren kier.
Raar Vaaren kommer, bærer jeg
mit lille Bord ud i det Grønne,
og mener, det mig sinker ei,
at flotte lidt til alt det Skiønne;
da nyder jeg Naturen fro,
og takker Gud den Eiegode,
som satte mig paa denne Klode,
og lønner Fliid med Sielero.