Ved en ulykkelig ung Piges Grav
(September 1813.)
(September 1813.)
On some fond breast the parting soul relies,
some pious drops the closing eye requires.
Gray
Du har liidt: nu har Du overvunden;
Du har striidt den sidste svare Striid;
brat Din Glædessang blev Smertens Tone;
Rosen i Dit Haar blev Tornekrone;
men Du streed og mødte Dommerstunden
angerfuld, hengiven, rolig, bliid.
Og Du førtes for de store Skaaler,
de, som veie Dødeliges Daad;
den Anklagende, som Alt optegner,
og vor mindste Brøst tilsammenregner,
fæsted’ paa Dig Forskerblikkets Straaler,
og randsagede Dit Hiertes Raad.
Den Forbarmende stod hiin ved Side,
Blikket mildt som Herrens Himles Blaa;
og en Taare faldt paa Regnebrettet,
og Anklageskriftet var udslettet:
”Kom til mig” — saa taled’ den Alblide —
”rendset nu for Thronen ind Du gaae!”
Far da vel! — O, Held Dig, Du som svinger
Dig afsonet op fra Lasters Sted! —
men, forundes Dig, fra Lysets Sale
end mod syndefulde Jord at dale,
o! da komme Du paa lette Vinger
stundum end blandt dens Pauluner ned!
Blodig — streng som Furie Du svæve
for hver Usselheds, hver Skiændsels Træl!
Cain-Mærket brænd i Kobler-Pande!
Uskyld varslende det der lad stande!
Lær den kolde Skurk for Helved bæve,
og at frie sin fangne Jammersiel! —
Aabenbar Dig huld for hver, som stræber
reen mod Kunstens rene Helligdom!
og, naar Folkegunstens Veir vil skifte,
fra hans Bryn Du Savnets Sky bortvifte!
aand et Himmelkys ned paa hans Læber,
og som Engel til hans Hytte kom! —