Paa Hospitalet bæres ind
en Kvinde, ung og fin.
Hun syntes alt at høre til
i Dødens snævre Skrin.
Fra Stiftelsen hun kom. Sit Barn
hun der tilbage lod.
Det døde, før det Lyset saae,
mens Slaget endnu stod.
Paa 17—18 lagdes hun,
det stakkels unge Blod
Og hvad hun led, det veed kun Gud;
hun taug med taaligt Mod.
Hun fremmed var. End ikke En
for hendes Skyld kom did.
Den „svenske Pige“ eied ei
en Ven, og ei en Hvid.
Men Stuelægen saae tilsidst
dog hendes stille Nød.
Han hende et Par Skilling gav
til The og til lidt Brød.
Dag sneg sig hen for Dag; det blev
af Maaneder et Tal.
Saa var hun rask. Hun skrives ud.
„Den Svenske“ bort nu skal.
Paa Lægens Dør det pikker let,
og med beskeden Færd
indtræder hun at takke ham,
hun mest maa takke her.
Den unge Læge samler sig
til et Formaningsord.
Hun svarer blidt: „Vær uden Frygt:
Min Lidelse var stor“.
Hvad gjør Du nu? — „Jeg tjene vil
som før.“ Og har et Sted? —
„Nei Kors! Den svenske Kjælder kun.
for mig jeg aaben veed.
For otte Skilling der et Degn
man være kan, og da
jeg finder mig et Herskab vel.“ —
Hvor faaer Du Penge fra?
Hun seer ned paa sin hvide Haand
med den Udtømtes Ro.
„Jeg har endnu den Ring, hvormed
Han fæstede min Tro.“
Og hermed gik hun. Dødens Svælg
var hun gaaet tæt forbi.
Hver jordisk Fryd og Frydens Frugt
var sunket ned deri.