Med stille Sind
hun tripper ud, hun tripper ind,
den gamle Vaagemoer.
Hun tripper om den Nat saa lang;
er Pinen haard, er Tiden trang,
hun trippende ved Sengen staaer
og hjælper, mens hun Utak faaer.
Hun nikker tidt,
og Hov’det vakler for hvert Skridt,
som om det halv sad løst.
Hun ryster paa den runkne Haand,
og hendes slidnedtrykte Aand
omtaaget synes, dog hun veed,
naar det kun gjælder, god Besked.
Hun henter Vand
om Morgnen, og ved fulde Spand
hun faaer en god Passiar.
Selvfemte hun ved Posten staaer,
mens alle Munde tappert gaaer,
og det, næst Caffen, er den Trøst,
der bøde maa paa Livets Brøst.
Hun reder Seng,
hun feier Gulv, er Alles Dreng;
hun sendes her og hist.
Naar endelig det Slid er endt,
har næsten hver en Patient
et Ærind end at give med.
Er det besørget, faaer hun Fred.
Saa gaaer i Slid
hver Nat og Dagens halve Tid;
hun maa vel slides op.
Hun falder af, hun blinker tidt,
hun selv om Natten blunder lidt.
Men stadig hun i Aaget gaaer,
som vented hundred slige Aar.
Hvad boer der vel
paa Bunden af den gamle Sjæl,
saa trælleslidt og sløv?
I Hverdagslivets støvgraa Dragt
en stadig Sorg der holder Vagt.
Den sank tilbunds, som Skatten rød
i Muddergravens dunkle Skjød.
Hun grubler paa,
hvordan det skal den Datter gaae,
hun fik i Ungdoms Tid.
Det gik tilbage Aar for Aar,
og nu selv Datt’ren „skreven staaer“.
I Caffen faldt en Taare tidt
ved Tanken, at det kom saa vidt.
I Nød og Savn
hun tyer dog ind til Moders Favn.
Hun tyer til Moders Pung.
Hun plyndrer hende for hver Hvid
og skjælder tidt til samme Tid.
Men Mod’ren sukker i sin Nød;
„Hvor skal det gaae, naar jeg er død?“