Ilia Fibiger (1817–67)

Fibiger, Ilia Marie, 1817—67, Forfatterinde og Filanthrop, er født 5. Okt. 1817. Hendes Forældre vare nedenstaaende Joh. Adolph F. og M. C. f. Aasen. I det livlige og interessante Hjem paa den militære Højskole udviklede hun sig smukt, men noget indesluttet; i sin Maade at være paa var hun interessant, og man følte sig beriget i hendes Selskab, skjønt hun egentlig ikke talte meget, men røbede dyb Forstaaelse. Hun var frisk, elskede det glade Lune og hadede Melankoli. Da hun var 17 Aar gammel, traf hun den 22aarige begavede og smukke Søofficer Osvald Marstrand, hvem hun elskede trofast til sin Død. De mødtes og – skiltes, vistnok fordi han havde forelsket sig i en anden.

I Slutningen af 1835 medførte Faderens Stilling, at Familien flyttede til Vejle. Snart efter skiltes Forældrene, og I. F. støttede nu sin Moder og sine Søskende. Et Talent til at male skaffede hende Arbejde for Ipsens Terrakottafabrik. De forskjellige Sorger kuede hende ikke, men bragte Udvikling med sig, og hun skabte Lykke omkring sig. 1844 døde Moderen, og Hjemmet opløstes. I. F. gav sig til at undervise, først i Kjøbenhavn, siden i en Præstegaard i det nordvestlige Jylland. Her modtog hun Budskabet om Marstrands Død i Slaget ved Ekernførde 5. April 1849. Nu lagde Sorgen sig tungt over hende, og hun søgte sin Frelse i anstrængende, opofrende Gjerning. Snart flyttede hun til Kjøbenhavn og oprettede der en lille Skole paa Vesterbro. Her skrev hun, efter at have set Hauchs «Marsk Stig», sit eget Drama af samme Navn. Gjennem sin Søster Mathilde, med hvem hun boede sammen, kom hun i Berøring med Heiberg, der opmuntrede hendes Talent, paa hvilket hun selv troede urokkelig; dog var det ikke saa stort, at det ganske kunde fylde hende, og hendes store Menneskekjærlighed drev hende da ind paa andre Omraader. 1852 fulgte hun sin Broder Otto til Flensborg for at styre hans Hus der, og da han næste Aar giftede sig, tog hun Ophold i Historikeren Werlauffs Hus i Kjøbenhavn. Koleraen udbrød nu i Hovedstaden og, uden at omtale sin Plan for nogen som helst, meldte hun sig glad til Tjeneste paa Frederiks Hospital. De erfarne Mænd rystede paa Hovedet ad hendes sarte Skikkelse; men hun beraabte sig paa «Aandens ubegribelige Styrke» og sejrede. Efter at Pesten var undertvungen, fortsatte hun sin Virksomhed og blev Overvaagekone paa Hospitalet. Til sidst forlod hun denne Gjerning for som Eneboerske at flytte ud i «Lægeforeningens Boliger» paa Østerbro, hvor hun ønskede at være Plejemoder for hjælpeløse smaa Børn. Ved en Basar skaffede hun sig Midler til at paabegynde denne Virksomhed. Hun afkastede sin Damedragt, med et Tørklæde om Hovedet gik hun selv i Byen og gjorde sine Indkjøb, og ganske paa egen Haand ofrede hun sig nu Dag og Nat for de smaa, der som ganske spæde bleve bragte til hende; hun havde 6 ad Gangen. Aldrig klagede hun, var ikke exalteret, tvært imod harmonisk, altid mildt dømmende og kjærlig, men strængt retfærdig, altid energisk i de Fordringer, hun stillede til sig selv. Rastløs til det sidste «fortærede hun sit Liv i hjærtelig Gjerning og aandelige Kampe». Hendes Legeme var opslidt, da hun sidst i Maj 1867 blev angreben af Brystbetændelse; forberedt og glad endte hun 10. Juni s. A. sit sjælden opofrende Liv.

Hun har udgivet «Tre Dramer» (1857), «Rettroende Æventyr» (1859), Dramaet «Synd og Sorg» (1862), Tragedien «Niels Ebbesen» (1865), «Syv Æventyr» (1866), og efter hendes Død udgav Vilh. Møller hendes «Digtninger» (1867). Paa det kongelige Theater har hun faaet opført «Modsætninger», et Lystspil i 3 Akter (1860). Hendes poetiske Arbejder have ikke skaffet hende mange Venner. De røbe Sandhedskjærlighed og romantisk Begejstring, men Kompositionen er ofte ubehændig og lidt kjedelig, der er ikke faa forfejlede Enkeltheder i den, hun taler selv med rette om sin vilde, omvæltende Stil, og hun formaaede ikke at give sine Vers den fuldtonende, melodiøse Klang og den ægte Lødighed, som er den sande Kunsts Kjendemærke. Det gratiøse og indtagende var ikke hendes Forfattermærke, derimod Alvor og Energi. Hun tog aldrig mod noget Raad, med mindre det tilfældigvis faldt sammen med hendes egen Opfattelse, og vilde aldrig forandre noget for at følge Mængdens Smag.

Illustr. Tid. Nr. 666. Indledning til «Digtninger af Ilia F.». J. Fibiger, Ved I. F.s Jordefærd. Overskou, Den danske Skueplads VII, 59 f. C. A. J. Fibiger, Stamtavle ov. Fam. Fibiger. T. Marstrand, Slægten Marstrand.