Smagens Fødsel
efter et Manuscript fra forrige
efter et Manuscript fra forrige
Aarhundrede.
Aarhundrede.
Der gaves paa Jorden tre Qvinder engang,
Minerva, Niels Klokkerens Kone;
Hun hialp sin Gemal udi Læsning og Sang
Saa troelig som nogen Matrone.
Var Skiebnen ham stiv,
Han saae paa sit Viv,
Og lod sig med Verden forsone.
Frue Venus var bunden til Holtzfyrsten Jost,
Han reed paa sin Hest for det meste;
Det være sig Tøeveir, det være sig Frost,
Saa saae han kun Skoven til Beste.
Hans Kone var — kort
Af bedre Comport,
Hun følede kun for sin Næste.
Frue Juno var boesat i Studerups Bye
(Mig Sandhed skal aldrig forlade),
Hos Amtmanden søgte den Skiønne sit Lye
I største og bredeste Gade.
Hun var i sin Tid
Trolovet og vied,
Misundere hende mon hade.
De omtalte Qvinder saa heldige var,
At være af Gudernes Stammer:
Af Pallas flød Viisdom som ud af et Kar,
Og Juno forløste Madammer;
Men Venus fandt Smag
I renere Fag:
Hun vækkede Kierligheds Flammer.
De møde hinanden ved Studerups Havn,
Man snaker om Moder og Griller:
Og Venus i Sløiferne piller;
Hun melder med Tugt:
See, Veiret er smukt,
Og Solen ret lystelig smiler.
Først maae der nu meldes, o Læsere bold!
Om Paris, som der og var hiemme:
En Dreng, tyk og feed udi triveligt Hold,
Som Klokker, med klingrende Stemme,
En yndelig Krop
Af Jens Misanthrop;
Med ypperligt Hoved og Nemme.
Han var og desuden opdraget i Tugt,
Særdeles beskeden i Aanden.
Han kom nu anstændig, og bukkede smukt,
Og kyste dem alle paa Haanden;
Han var ei af dem,
Som Snuden stak frem,
Saasnart han var færdig med Haanden.
Og Byen den laae dem paa Ryggen:
Og, alt som de gik, de sig nærme en Lund;
Der stander et Træe udi Skyggen;
Der praler saa smukt
En gyldene Frugt;
Hvor Zephyrer suse som Myggen.
Autores har været uenighedsfuld;
Er enige om, at den var udaf Guld;
Men sæt nu, den var kun af Messing!
Nok er det, vi veed:
En Færsken den heed’;
I Midten af Færskenen flyder en Saft,
Som styrker og som conserverer
Den mandlige Skiønhed og Styrke og Kraft;
Ham Alderdom ikke fortærer,
Hvo Skiebnen den gier:
Bestandig han blier,
Som naar han i Verden entrerer.
Som Ræven, naar den for at lure udgaaer
Paa Høns og paa Giæs og paa Ænder:
Saadan deres Id hen til Frugten nu staaer,
Hvo den kunde faae udi Hænder;
De ilede did,
Som Hesten til Strid;
Hvor Guldet dog Mennesket blænder!
De kom da omsider til ønskede Lund,
Hvor Frugten dem synderlig hoved’:
Strax foer alle til, og med Hænder og Mund
De gabte og greb efter Rovet;
De lod den vel staae:
De kunde ei naae,
Og ei til at flyve sig voved’.
Fremtraadte da Klokkerens Hustrue, med Navn
Minerva (det vitterligt være),
Og sagde til Paris: „Han fremmer sit Gavn;
„Skal slippe Donaten at lære,
„Hvis Han, som sig bør,
„Sin Skyldighed giør,
„Min Ordre at agte og ære.
„Han veed, Han er kun paa Sit attende Aar,
„I Skole hver Dag monne gange:
„Husk efter, hvordan for Hans Lectie i Gaar
„Paa Enden Han Strips monne fange;
„Saa husker Han og
„Den knortede Stok,
„Men hvis Han nu giør mig den Villighed, Ven!
„Den Færsken til mig at nedtage:
„Jeg sværger ved salig Virgilii Pen,
„Han Riset ei mere skal smage;
„Jeg bander just ei:
„Men Pokker ta’ mig — — —
„— Hør — lyster Ham ikke lidt Kage?“
Frue Juno sig derpaa til Paris paa Stand
Med Hiertens Attraae monne vende:
„Hør nu, Misanthropsen! Du Studerups Mand!
„Jeg skal vist din Godhed erkiende;
„Du redder min Siel.
(Afsides) „Jeg drak mig ihiel,
„Hvis Færskenen gik mig af Hænde.
(Høit) „Thi hør, hvad jeg siger! giv mærkelig Agt
„Paa Løfter, som jeg nu vil giøre:
„Som Amtmandens Frue, mig er underlagt
„Alt hvad der til Byen mon høre;
„Tag Frugten til mig:
„Saa giver jeg dig
„Byetienerens Embed at føre.“
Frue Venus var munter, fortryllende, ung,
Som Solen, der nys var oprunden:
Hun hæver sin Haand, og i Taskelaas-Pung
Hun lader den synke til Bunden;
Der flagred’ den om:
Tilbage den kom
Med Olieblad udi Munden.
„Fem Daler er Seddelens sande Værdie
(Hun sagde med følsomme Blikke):
„Antag denne Gave som en Souvenir!
„Men troer du, jeg vil dig bestikke,
„Giv Frugten, min Ven!
„Til hiin eller den;
„Din Færsken forlanger jeg ikke.
„Men viid, at jeg ynder din smukke Profil,
„Dit Væsen mig ganske charmerer:
„Thi mangler du noget, saa tæl mig kun til;
„Du veed dog vel, hvor jeg logerer?
„See det var kun Skierts!
„Men stiig nu til Veirs!
„Hvor Skiebnen dig selv inviterer.“
Saa lød nu Gudindernes hellige Snak. —
Storm — ildsvangre Skyer oprinde
(Uagtet man fandt i den nye Almanak:
Skiønt Soelskin med vestlige Vinde);
Men Paris var brav:
Trak Støvlerne af,
Og søgte kun Toppen at finde. —
„Holdt inde!“ saa raabte Minerva: „nei see!
Her gielder ei Gunst eller Gave:
„Den skiønneste Skabning imellem os tre,
„Hun ene den Færsken bør have.
„Nok stikke mig ud?
„Men jeg skal det anderled’s lave.
„Vor Ven har den Godhed, at dømme vor Sag;
„Her staae vi jo alle tilsammen?
„Enhver, som nu taber, hun bære ei Nag!
„Saa troer jeg — hvad synes Madammen?“
De svor alle tre:
„Beim Teufel — det skee!!!“
Og Paris han svarede: „Amen!
„For at undersøge saa vanskelig Sag,
„Mig synes, Nødvendighed kræver,
„At Sløret, som skiuler det vigtigste Fag,
„For Dommerens Øie sig hæver;
„Af Seelen, hun bær,
„Kun lidet Judicium kræver.“
Minerva, med tækkelig Rødme paa Kind,
Opknappede først hendes Trøie;
Fra Juno faldt Sløret, og Venus slap sit
Vidtsvævende Netteldugs Sløie;
Saa plukkede som
Til Verden de kom,
De stod nu for Dommerens Øie.
Forgieves jeg søger at trykke mig ud,
Saa yndige stode de Qvinder!
Dog fandtes Minerva lidt brun i sin Hud;
Paa Ryggen hun plagedes med Finner;
Af Liigtorne var
Tilovers et Par,
Ifald jeg mig rigtig besinder.
Frue Juno var blød som den fineste Sars
(Hver har sine lønlige Brøster:
Det kom fra den Tid, hun gav Die til Mars;
Lang var hendes Hæl,
Men klædde dog vel,
Naar man at bagtale ei lyster.
Dog jo! det var Synd at afbryde —
En Krop, der var fiin som en Hvede-Meels Dey,
Foruden al Sminke og Lyde:
En Taille, en Tæe;
Kort — alt hvad du saae — —
Mine Tænder i Vand monne flyde.
Sieur Paris han sidder i Træet saa tryg,
Og hæver sit klingrende Mæle:
„Gudinden for Viisdom har Feil paa sin Ryg;
„Og Juno langagtige Hæle.
„I begge har tabt.
„Frue Venus er skabt,
„Den qvægende Frugt at meddele.“
Ei Avind, som nogle Poeter engang
Har skrevet saa ganske behiertet:
Nei kun Jalusiens anstændige Tvang
Dem klemmede lidt under Hiertet;
De visede og
I vred Monolog,
Men saa maae du troe, at der vanked’ en Leeg:
De sloges med Knagen og Bragen;
Den yndige Venus saa jammerlig skreeg,
Som om hun blev strøgen til Kagen;
Saturnia drat
Saa død som en Kat;
Fra den Tid man mærked’, han kom for en Dag,
Den vandrende Ridder paa Jorden,
Som Verden tilbeder, som kalder sig Smag,
Han hadede Kulden i Norden;
Pedantisk han var:
For Resten en Nar;
Naragtig han hidtil er vorden.