Til en Prinds
ved hans Tronbestigelse.
ved hans Tronbestigelse.
(Efter det Tydske.)
(Efter det Tydske.)
1.
Krigen.
Prinds! hvis du kanst, saa før ei nogen Krig,
Og tag i nogen andens Krig ei Deel!
En Valplads er for gyselig en Ting.
Naar engang (om Aartusinde maaskee)
Fuldkommen Viisdom herske skal paa Jorden,
Vil Krig og Folkedrab en Uting være.
Medlidende skal da paa os, o Prinds!
En sildig Efterslægt tilbage skue,
Fordi vi kiendte tit ei anden Vei
Til Fred, end — Krig; og selv den Vise tit
Ei andet Middel saae for sig tilovers,
End at slaae til, og paa den Trættekiare,
Som hverken vilde høre eller see,
At aabne Øinene med væbnet Haand,
Og vise ham, hvad Ret og Sandhed var.
Men Klogskab har dog og saa mangen Gang
Udslukt en Ild, som ulmed’ i sin Aske,
Og ved et Ord, anbragt i rette Tid,
Giort meer, end Daaren ved en Strøm af Blod.
Kun hvor Forstand og Viisdom intet meer
Vil hielpe, kun, o Prinds! der hvor du maae,
Og mener ei, men veedst at du har Ret,
Kun der, omsider der beslut da Krig,
Og antag Morderenglens Embede:
Dog, før du drager ud for ved din Hær,
Gak ind i dit Lønkammer, luk din Dør,
Og kast dig der i Hiertens Ydmyghed
Ned paa dit Ansigt; stig i hellig Bøn:
„Du veedst, o Herre! at jeg ønsker Fred,
„Men at min Naboe tvinger mig til Krig;
„Lad mig uskyldig være for det Blod,
„Som skal imod min Villie øses ud!
„Endog paa Slagets og paa Seirens Dag
„Bevar hos mig den ømme Følelse
„Af Mildhed, som du lagde i min Siel!
„Forkorte selv den vaandefulde Tid!
„Sæt Ødelæggelsen et snævert Maal!
„Oplys og bøi min stolte Fiendes Siel,
„Og giv mig Mod og Mands Standhaftighed
„At føre ud, hvad du besluttet har!“
Gak derpaa ud, sving dig paa Krigens Hest,
Og drag i Marken for ved dine Mænd,
Du deres Fader, en Retfærdig nu,
Som ikkun Himlens Hevn i Hænder bær,
Og ikke taaler, at hans Børn fornærmes,
Og ikke taaler, at hans Ven udplyndres,
Men som vil lære Fredsforstyrreren
At holde Fred, og møder Løvemod,
Og Tigerlist, og alt, med kiek Foragt.
2.
Slaget.
Her er en Valplads. Mennesker stod’ her,
Og hisset hen, saa langt man kunde see.
Et Vink: saa anfaldt Mand og anfaldt Hest
Hinanden rasende; Sværd slog paa Sværd;
Af tusind Tordengab fløi Døden ud,
Og i et Bluun var Marken skiult af Blod.
Knuust, slidt itu, slængt hist og her omkring,
Laae Hoved, Arm og Been, og Stumper Kiød,
Og intet Lighed bar af Mennesker.
Dog vildt endnu een rulled Øinene,
Og søgte Dag; en anden letted sig
Tre Gange op fra Jorden, vilde bort,
Men strax tilbagefaldt. En anden holdt
Sin Vunde til: Omsonst! den svage Haand
Sank ned, og Blodet sused af hans Bryst.
Her droges tusind stønnende med Døden;
Hist hyled, raabte, brøled, jamred sig
De qvæstede i Smertens Ild — Dog, Prinds!
Hvi giør jeg dig dit Hierte tungt af Sorg,
Før du faaer selv den Gruelse at see?
Syn Marken, nu det fælles Gravsted, sig
Oplod i hundred’ Svælg, og slugte ned
Halvlevende tilligemed de Døde;
Saa taug Beklagens Røst paa Kampens Plads.
Men den blev ved endnu i Jamrens Huus,
I Lazarettet, under Piinslerne
Af konsterfarne Feldtskiers Kniv og Saug.
Den lød endnu igiennem hele Landet
Af Enkers og af Faderløses Nød.
Og Krøblinge, foruden Arm og Fod,
Unyttige for Høstens Segl og Sværdet
(O! Krigens sørgelige Monument!)
Gaae om fra Dør til Dør at betle Brød.
Prinds! naar den blødende paa Slagets Dag
Dog ikke bander Dig, men villig døer,
Og spørger døende endnu, om du
Est levende, og om du Seier fik?
Naar paa sit Smertes Leie, hvor han stønner,
Den Saarede endnu velsigner dig;
Naar Enken, skilt ved hele Livets Trøst,
Naar Krøblingen, som slæber sig paa Krykker,
Endnu dig ønsker godt — da viid, o Prinds!
At du est visselig en god Regent;
Da fryde sig din Siel, og takke Gud!
3.
Fredens Dag.
For at forskiønne Fredens glade Dag,
Saa giver, Konger! giver eders Folk
Den Mand til Priis, som Krigen først opvakte.
Den, som fornærmer og anretter Splid,
Er altid ikkun een af Førstningen,
Een eneste, der gierne sammenblander
Retfærdighed og Uretfærdighed
I Mørket, eftersom hans Fordeel vil;
Der raader, nu at holde fremmed Gods
Tilbage, nu at snappe efter meer;
Der gierne nærer Frygt og Had og Mistroe
Imellem Kongerne, saa at tilsidst
Ureden bliver saa stor og saa forviklet,
At kun det dragne Sværd kan løse den;
Een eneste, som gierne i det Mørke,
Der hersker i saa mangen Fyrstes Raad
Endnu, og mellem dunkle Pergamenter,
Udruger Planerne til Grusomhed:
Han altid Kilden er til blodig Kiv,
Og Ophavsmanden til Fornærmelser.
See! denne Mand, o Konger! maae I skienke
Det glædedrukne Folk paa Fredens Dag,
Indspærret i et gyldent Buur, og med
En Silkestrikke om sin Hals, og sluttet
Fra Haand til Fod i Kieder, eller som
I selv har Lyst — —
Dog nei! det skal I ikke!
Let kunde eders gode Folk derved
Til Haardhed vænnes, blive vildt og grumt,
Og giøre sig en Høitid af at see
En Ulyksalig. Gaaer det ikke alt,
Naar noget Offer for Retfærdighed
Er udført til Skafottet for at døe
Misdæders Død, med Spøg og Latter ind
Ad Stadens Port igien, ei anderledes,
End om dets Tog kom fra en Bryllupsfest,
Fra Sang og Dands og Lystighed tilbage?
Men dette, Konger! giører I den Mand,
Paa hvem Blodskylden hviler: Driver ham
Fra eders Raadsal! nævner offentlig
Den Fiende og Forræder af sit Land!
Ham selv hengiver til sin nagende
Samvittighed, som skal hans Aand fortære,
At, i hans Døds det dunkle Øieblik,
Da, naar hans Helved aabner sig for ham,
Den Rallen, Stønnen, Hylen, Jammerskrig
Af døende, som faldt i Slagets Vaande,
Maa give Gienlyd i hans bange Siel.