O! Nattens kydske Lys!
i Dit Englesmiil
spire Phantasiens Blomster
til et Eden.
Schack Staffeldt.
Synker! luende Straaler!
trykker hist paa Vestbölgens Læbe
det sidste, glödende Kys,
fulgt til det ventende Leie
af lette Hjerters Pæaner!
mens Du, letsusende Nat!
slynge Din Kaabe;
indvirket med Fredens,
med Tröstens de sölverne Perler,
om Dine elskende
Veemodkaarne! —
Bag Dit dækkende Slör
vandrer jeg trygt.
Hvad Dagen fremdrager,
ak! kun i taaget Fierne:
hine heldtilsmiilte Mure,
bag dem den Himmelske udaander
et Elysium,
skrider jeg, omslöret
af Dine dæmrende Skygger,
stedse nærmere mod.
O! hvi kan jeg ei
betræde Hallen,
der i kjelen Tilfredshed
sig hvælver om hende?
styrte for hendes Leie,
og i sværmeriskt Favnetag
smelte i nærmeste Nær?
Hvor skulde jeg
henrykt klynge mig
til den talende Bölgegang
at Fölelsens vuggende Væld!
Jublende vilde jeg prise
den bönhörende Alkraft,
tildömte den mig end kun
Ephemerons Liv,
hvis flagrende mod hende,
i Dögnets livgrandsede Nu
jeg kun maatte dvæle
ved hendes Aandes Nectarskaal,
under söd Harmoni
af Hjerternes Grundaccorder.
O! men stands, Hjerte! stands
de aldrigstille Strömme!
kun det vestaliske Tempels Ydre
tör Du skue;
men kom! udfoldet
er det lyse Stjernebelte,
og Sjofna har bredt sit Slör
over Menneskelivet.
Vær mig da hilset! Nat!
Du, den drömte Lykkes
Skaber og Amme,
Fredens Herold!
vift med Dine sorte Vinger,
mens jeg skrider
frem i Din Stilhed,
mellem tause,
mörkt hvilende Huse,
hvor kun enkelte Lysglimt,
og döende Lyd,
Nydelsens sidste Offre,
end minde om Livet.
Med umættelig Længsel,
söd Forventning,
langt bag min stormende Tanke
iler jeg frem;
og hist, og hist.
barnagtige Hjerte!
gribes Du af Skjæret
fra en blegt lysende Lampe? —
O! selv denne Nærhed
er et kvægende Södt.
Her under Bögens
natlige Kuppel
vil jeg drömme det negtede Alt,
mens Savnets lettende Væld
bryder Dagens Dæmning,
og væder, lig Duggen,
det törstige Blad.
Ak! alfor snart
sig hæver den brandende Straale,
som vifter Begge hen.
Her, ja! her vil jeg bygge,
omsvavet af hine
hellige Skygger,
som, Signede!
förte mig mod Dig;
her, hvor Din Nærhed
til höiere Betydnings Glorie
indvier Alt,
gjennemströmmer mig
med glödende Varme,
og hæver det anende Hjerte
mod Foreningsvaldet
af hiin Guddomslue,
som fyldte mit renere Selv;
her, ved Skjæret
af hiin Lampe,
som, o! den Lykkelige!
belyser Dig.
Det deler jeg med Dig,
selv i Jordnattens mörkeste Gru
have dog Eet vi tilfælleds:
Flammen.
O! höitidsfulde Stille!
paa Din stjerntæggede Tinde
bygger Phantasus sit Tempel,
fjernt den stövede Hob,
af hvis fængslede Aand
hellig Anen og Sværmen,
ufattede, haanes.
Du, min Banes eneste Tro!
venligen omsvæver
Din Guddomsglands mig.
En graanende Skygge
farver den blegt oplyste Væg,
og i Dit Tryllespeil
seer jeg den Hulde
hæve de foldede Hænder
fromt, andægtigt mod Himlen,
sluttende mig i sin luende Bön. —
O! var jeg Ternen,
der bevogter hendes Sövn!
Glad skulde jeg röve
Hynden dens Skat,
tæmme min Barms de vilde Stormslag
til en blidgyngende Vuggegang,
og hvile hendes mödige Hoved
paa mit Bryst.
Ömt, som Selene
over den sövnlagte,
cariske Jæger,
skulde jeg böie mig
over hende,
drage min eneste Föde
af Læbens ambrosiske Draaber,
og, o! Rædsel!
standsede Kilden,
blegne, savnende Næring,
over mit Haabs oplöste Billed’.
Ha! mörkt nedskuende Muur!
hvilket Trolddoms Palladium
kogler i Dit Skjöd,
at jeg ei griber
Ternens det ufölte Held? —
Skal jeg önske mig, Zephyr!
Din letaandende Vinge,
snige mig over Sprinklet
gjennem de tause Hvælvinger,
dale ved den Blundendes Leie,
dvæle en Stund, beskuende
de rolige Drömmetræk
i hendes Miner,
og bortföre min Chloris,
at Horaer kunne flætte
Krandse i vor Fryds Have?
eller skal jeg nedbede,
Kronion! Din Kile,
slynge den mod Steenhoben,
styrte gjennem det fraadende Gab,
bortkysse hendes Skræk,
og hæve hende til Himlen,
Himlen ved mit Bryst.
O! det mörknes;
Hjerte! föler Du Varslet?
under Din Stormen
svinder langsomt Lyset,
og kaster det sidste,
langtrukne Skjær
gjennem den sagte
sig lukkende Dör;
her være Savn Dit Lod!
og kun i Hu
mod det forventede Lyse,
Fölelse og Phantasi
Dig anende male,
finde Du Din ömme,
sövnlullende Moder!
O! Aftenhöitid!
Din Altarild er slukket;
Præsten stander kun
med den döde Hymnes
Efterklang, med Sukket tilbage,
og stirrer i Askens Graa.
Hun slumrer.
Lænker fra Eders Huler,
mægtige Naturaander!
de stormende Kræfter
til en venlig Fred
om hendes Leie!
Gyd, smilende Sjofna!
Din styrkende Balsam
i hendes Aarer!
at kvæget hun hilse
Morgenröden!
Sov da södt! Guddommelige!
intet Drömmesyn
af den Natliges Savn
træde styrrende frem
i Din Slummer!