Bange, bange Tanker!
hvi bortstunde I saa langt?
Hjerte! ak! hvi banker
Du saa ængsteligt og trangt?
Er det Tonerne, Du mindes,
fjerne Yngling for Dig sang?
Sörgende og ene
skrider jeg mod Lundens Favn,
dvæler bag dens Grene
under södt, veemodigt Savn,
Hjerte! ak! kan Du ei glemme
Tonerne, han for Dig sang?
Længslens Farver spille
morgenrödt i Rosens Dug,
og i Aft’nens Stille
toner Lunden kun mit Suk.
Ak! thi vist jeg ei kan glemme
Tonerne, han for mig sang.
Ved det tause Minde,
viet ved hans Fjed og Ord,
Længselstaarer rinde;
helst dog i dets Ly jeg boer.
Ak! thi aldrig vil jeg glemme
Tonerne, han for mig sang.
Vildt sig Verden fryder,
taus jeg dvæler ved dens Ild;
kun naar hans Navn lyder,
taler Hjertet i et Smiil.
Ak! thi aldrig kan jeg glemme
Tonerne, han for mig sang.
Kun med ham i Hjerte,
vanker jeg saa natligt om;
o! bortvift min Smerte!
kom! min elskte Yngling! kom!
Aldrig, aldrig kan jeg glemme
Tonerne, Du for mig sang.
O! hvis jeg skal vanke,
Gjensyn! altid fjern Dit Skjær,
svimler vild min Tanke,
banker Hjertet vist ei meer,
Ak! thi evigt ei jeg glemmer
Tonerne, han for mig sang.