Dig, som stedse i et helligt Minde
fölge vil mig tro ad Stövets Gang;
söde Barndom! Glæders Tryllerinde!
Dig indvies Din Tilbeders Sang;
Dig, som fölger Banens förste Fjed,
Dig, som Uskyldsrosen kjærligt værner,
Dig, som Smertens bittre Malurt fjerner,
Dig, som huldt til Sjælen vinker Fred.
O! hvor södt, da Din mig evigt kjære,
skyfri’ Himmel smiled’ til min Fryd!
da jeg södt forblindet meente, Ære
höstedes i Spor af Aand og Dyd;
da indprentet Sandhed i min Sjæl
var ved Faderbud og Moderbönner,
jeg og trode, at den altid lönner,
og blev hört af Konge, som af Træl.
Da mig Mennesker var’ alle lige:
Herskeren, hvis tause Vink er Bud,
Hyttens Armodssön, Palladsets Rige,
Alle Fælledsbörn af samme Gud.
O! hvor fro og let var da mit Sind!
mens ustadig Lykkes tomme Glæder,
med dens falske Grund, dens golde Hæder,
hylledes i ukjendt Fjerne ind.
Da i Legebanens glade Række
jeg hin skjönne Barndom spögte hen,
da mig ingen Fremtid kunde skrække,
da hver munter Broder var min Ven;
o! da aned’ mindst jeg i min Fryd,
at mig Fristelsens og Tvivlens Snarer
skulde hilde ind i tusind’ Farer,
og mig Venskab vorde blot en Lyd.
Naar af Blade braagede jeg bygged’,
langen Vinterkvel, et flygtigt Huus,
kun en flygtig Sorg og Hjertet trykked’,
naar for lette Stöd det sank i Gruus.
Aldrig aned’ Barnets skyldfri’ Bryst,
at som Yngling tidt jeg skulde skue
Hytte og Pallads i Hevnens Lue
for Tyrannens vilde Herskelyst.
Elskov! ogsaa Barndom Dig omhyller
med Uvidenhedens milde Slör;
Dig, som Edens Gjenskin södt fremtryller,
og fremvinker Liv, hvor Död var för;
o! men oftere os, Himlen nær,
lader Smertens fulde Bæger tömme,
og os siden kun i tomme Drömme
lader kvalfuldt föle, at Du er.-
Hulde Barndom! Dine glade Dage
flygted’ hen til Fortids skumle Nat;
uden Ven jeg ene stod tilbage,
af Dit Edens milde Aandforladt.
Dine röde Roser visned’ hen,
barske Storme deres Purpur kued’,
gjennem Taarer jeg tilbageskued’,
ak! som efter Barndoms tabte Ven.
Aar henrunde: Sværmens vilde Vrimmel
rev mig med, indvugget som i Blund,
lod mig glemme, at min lyse Himmel
fjernedes med hver udlevet Stund.
Nu jeg seer den som et dæmpet Blaa,
seer den fjernt med Taaren i mit Öie,
venter kun, bag Dödens stille Höie
Morgenen vil atter klart fremgaae.
Skulde alle hine Glæder drage
evigt bort til Glemsels mörke Vraa?
Skulde Livets lykkeligste Dage
kun oprinde, flygte og forgaae?
Skulde jeg kun föle, Du henrandt?
Fredens Barndom! ved Dit Haab mig kvæge,
med min skjönne Trylledröm kun lege,
for at föle bittrere, Du svandt.
Nei! Naturen taler til mit Indre:
Morgenen vil atter klart fremgaae.....
Svandt, naar Solens Afskedsstraaler tindre,
derfor evigt den fra Himlens Blaa? —
O! naar Dagen daler purpurröd,
Nattens sorte Vingeslag frembryde,
vil et Morgenrödt dog venligt tyde,
Dag gaaer atter frem af Nattens Skjöd.
Saa, naar barske Slud i Höstens Dage
dæmper Alnaturens Liv og Ild,
stander Skoven uden Löv tilbage,
Blomsterengen uden Farvespil;
o! men atter smiler skyfri Luft,
atter livfuld Vaarnaturen leger,
atter Skoven med sin Skygge kvæger,
Blomsterengen med sin milde Duft.
Derfor i det Nære, eller Fjerne,
naar fuldbragte ere Banens Fjed,
dale sölverklar i Fred min Stjerne!
eller blodröd paa en Valplads ned!
Glad nedlægge skal jeg da min Stav,
thi Naturen taled’ til mit Indre:
Morgenröden atter klart vil tindre
til den stövfri’ Aand, bag mörken Grav.