19. Skaan min Yngling paa Jagten, Vildorne, hvis Hjem er en græsrig
(Sulpicia til Cerinthus.)
(Sulpicia til Cerinthus.)
Skaan min Yngling paa Jagten, Vildorne, hvis Hjem er en græsrig
Eng eller Hulen fjernt hist paa det skyggende Bjerg;
vov ej til Kamp mod ham at hvæsse de farlige Tænder!
Amor hans Vogter er. Guden bevare mig ham!
Dog, han fjernes fra mig, hans Jagtlyst driver afsted ham.
Gid dog Skoven forsvandt eller gid Hunden var død!
Vanvid, sælsomme Lyst! — med Jægergarnet at lukke
Højenes Krat; man kun river jo Haanden tilblods.
Kan det da more med List til Rovdyrs Huler at trænge,
medens den piggede Tjørn saarer det snehvide Ben?
Dog jeg gjerne, Cerinthus, hvis sammen vi blot kunde færdes,
selv de snoede Reb bar over Bjergenes Aas,
gjerne jeg Sporene søgte af Hjorten, den rappeste Løber,
eller fra Jernlænken løs slap jeg den hurtige Hund.
Skoven blev snart mig kjær, hvis man kunde fortælle, jeg hvilte
der ved Jægernes Garn kjærligt, min Sol, i din Favn.
Kom da Vildbassen did til Indhegningen, kunde den gjerne
uskadt fly, naar den kun ikke forstyrred vor Fryd. —
Dog uden mig ingen Elskov! Du kydsk maa lyde Diana!
Spænd dine Fangegarn ud, Yngling, med Haand, som er kydsk!
Lister en Kvinde sig ind i det Hjerte, som mig du har givet,
gid hun i Rovdyrs Vold sønder maa flænges med Gru!
Hør mig, overlad blot denne Jagtens Færd til din Fader,
skynd dig tilbage saa selv her til min kjærlige Favn!