20. Dagen, der skjænked mig dig, min Cerinthus, den er mig hellig(Sulpicia til Cerinthus.)Dagen, der skjænked mig dig, min Cerinthus, den er mig hellig,altid i Festernes Tal visselig regnes den skal.Dengang du fødtes, blev Trældom paany af Parcer forjættetPigernes Flok, og de gav dig en forfærdelig Magt.Mer end dem alle jeg brænder, Cerinthus, dog brænder jeg gjerne,naar kun Elskov har tændt Hjertet til Gjengjæld hos dig.Gjengjæld Kjærlighed tro! Ved Elskovs lønlige Gaver,hør mig, ved Øjnenes Lys og ved din Genius, hør!Herlige Genius, tag imod Røgelsen naadig og bønhør,dersom ved Tanken om mig Hjertet ham luer i Bryst!Dog, om hans Higen alt nu til en fremmed Elskov sig vender,hør mig, Guddom, saa drag bort fra Forræderens Tag!Vær dog, Venus, retfærdig! I ligelig Trældom du holdelænkede begge, hvis ej, løse den Lænke, jeg bær’!Helst dog kraftige Baand os begge sammen maa knytte,at vore Hjerter ej mer Tiden at løse formaaer.Ynglingen ønsker det Samme som jeg, men dølger det mere,saadanne Kjærligheds Ord offenligt blues han ved.Bønhør, Genius, Ønsket alligevel, enten han bederlydeligt eller i Løn; Guderne mærke dog Alt.