Hvor var det skjønt, ifald vi kunde med hverandre,
før vi til Eden gaaer,
hernede blandt vor Jords Naragtigheder vandre
syv, otte hundred’ Aar!
Men da Moer Eva har os denne Spas fordærvet,
og Plads ved Englesad
har sine Børn langt snarere erhvervet,
end de der sidde gad;
Saa, Venner! lader os ei slige Daarer være,
at døse Tiden bort;
snart Klogskab vil saa lumsk vor Munterhed henfære;
dens Roser blomstrer kort.
Vist siger man, vor Jord er fuld af Skam og Plager,
og der er noget i;
men, tro mig, Verden er just som man sig den tager,
et snurrigt Maskepi!
Ja sæt, vi skulde i vor egen Lod udfinde
lidt mere Sort end Hvidt;
er jo hver Time, man kan Sorg og Gigt afvinde,
den reneste Profit.
Væk altsaa, Yngling! med enhver ubuden Grille,
der mørkner Livets Fryd!
Tænk Amors Trylleri, saa vil Dit Øie spille;
hans Bud er: lee og nyd!
Hvo vilde ei saa let en Pligt opfylde?
Thi, Brødre! skjænker i!
Og lad med fulde Glas os Glædens Guddom hylde:
Skaal dens Filosofi!
T. C. Bruun.