Thomas Christopher Bruun (1750–1834)

Bruun, Thomas Christopher, 1750—1834, Forfatter, Søn af Godsforvalter paa Gavnø i Sjælland Ivar B. († 1770) og Dorothea f. Demang, Datter af Major Christopher D., blev født paa Gavnø 2. Nov. 1750, deponerede 1767 fra Herlufsholm, hvis Rektor «gjorde sig til af ham for Ven og Uven», og ernærede sig som Student saa vel som ogsaa senere ved Information i levende Sprog, især Fransk og Engelsk. 1800 blev han Lektor ved Seminariet for de lærde Skoler, 1802 Professor i Engelsk ved Universitetet, 1808 Sproglærer ved Ingeniørkorpsets Læreinstitut. Han var Kapitajn ved Kongens Livkorps, hvorfra han 1828 fik sin Afsked i Naade. Død 24. Juni 1834. Han havde 1777 indgaaet Ægteskab med Sophia Elisabeth Thoroup (f. 1752 † 1830), Forfatterinde af forskjellige i Anledning af Hofhøjtideligheder skrevne Pastoraler og Kantater. Hendes Fader, Niels T., var Borgmester i Næstved.

B.s Forfatterskab er ikke ringe af Omfang, men dets litterære Betydning er kun liden; alligevel hører B.s Navn til de bedst kjendte blandt det 18. Aarhundredes Skribentnavne, fordi enkelte af hans Skrifter ved indre Egenskaber og deraf fremkaldte ydre Forhold vare vel egnede til at vække Opmærksomhed af en i Øjeblikket stærk og i Fremtiden varig Art. B. kom tidlig ind i litterære Forbindelser og var Medlem af «Norske Selskab», hvor Rahbek vidner om ham, at «han, den evigunge, var saa aldeles glad uden Drik, at man maaske kunde paastaa, han hele sin Levetid igjennem ikke tilsammen taget har tømt én Flaske Vin eller en daværende Tolvskillingsbolle, og han var dog den gladeste og overgivneste af alle». En lignende Betragtning gjælder om Forholdet mellem B.s personlige Liv og den frivole eller kyniske Aand i nogle af hans Skrifter, for hvilke han ikke uden Ret har taget til Motto Ovids «Vita verecunda est, Musa jocosa mihi».

B. begyndte sin Forfatterbane som Dramatiker med Femaktsskuespillet «Den uheldige Lighed eller Kjærligheds og Mistankes Magt», som blev opført i Dec. 1779 og, skjønt dets Rørelse er Svulst og dets Sprog Bombast, dog oplevede 11 Opførelser indtil 1791. I Nov. 1781 spilledes for første Gang Femaktskomedien «Kjærlighed paa Prøve», men drev det kun til 3 Forestillinger. Endnu et Stykke af B. er naaet op paa Theatrets Brædder: Femaktsskuespillet «Pagten», der 1825 blev udlet og udpebet 3 Forestillinger efter hinanden og derpaa henlagt som umuligt. Mellemliggende dramatiske Arbejder af B., trykte, men ikke opførte, ere «Enevoldsregeringen» (1811) og «Erik Glipping» (1816). Han har end videre for Theatret oversat Beaumarchais’ «Eugénie» 1775.

1783 udgav B. «Mine Fritimer eller Fortællinger efter Boccaccio og Lafontaine». Det er versificerede Anekdoter, valgte blandt de slibrigste eller saftigste hos de nævnte Forfattere, men næsten – ganske vist imod Forfatterens Agt – uskadeliggjorte ved den utaalelig brede Snakkesalighed, hvormed de gjenfortælles paa slette Vers. Alligevel er det et stærkt Stykke, naar Forfatteren i Forerindringen til dem siger, at «der ikke i dem alle findes et Ord, som jo i Skjæmt kunde anføres i ethvert anstændigt Selskab», thi hvorledes det end forholder sig med Ordene, saa er den kyniske Tendens helt igjennem saa ugenert fremtrædende, at der kunde have været Grund nok til at skride ind mod det usædelige Skrift, naar det kun ikke var sket paa en saa uheldig Maade, at Forfatteren var bleven Martyr og hans Bog saa efterspurgt, at Exemplarer af den betaltes med indtil 10 Rdl. Enten bleve «Fritimerne» af Kancelliet tilstillede den nylig til Bispestolen kaldede N. E. Balle, for at han skulde afgive en Betænkning over Indholdet, eller det var Biskoppen selv, der af egen Drift henledte Myndighedernes Opmærksomhed paa Bogen; men hans Henstilling gik i ethvert Tilfælde ikke ud paa andet, end at det skulde paalægges Forfatteren at tilbageholde de endnu usolgte Exemplarer; hverken Straf eller Konfiskation urgerede han paa. Guldberg tog imidlertid Sagen skrappere og signerede en Kabinetsordre til Kjøbenhavns Politimester, hvori det paalagdes ham at konfiskere samtlige Exemplarer samt affordre Forfatteren en Bøde paa 100 Rdl. eller i Mangel af Betaling hensætte ham paa Vand og Brød; «men enten han betaler eller ikke» – hedder det videre – «da, saasom man maa slutte, at det er et ondt, fordærvet og forargeligt Menneske, ganske ukyndigt i Religion og Kristendom, saa har du at paase, at han møder hos Vores Biskop Balle, hvor han undervises deri i tvende Præsters Nærværelse; og skulde han, som det er at formode, befindes uvidende og ukyndig i samme, da, i Fald ingen af Præsterne vil paatage sig at give ham behørig Undervisning, skal der antages en Skolemester, til hvem han saa længe skal gaa, til han faar den fornødne Kundskab. Skulde han herimod findes uvillig eller stridig, da ville Vi underrettes derom, for at han som et forargeligt og ondt Menneske kan hensættes i Tugt- eller Rasphuset.» Denne taabelige Maade at tage Sagen paa vakte lige saa megen Forargelse, som den indbragte Regeringen Haan og Spot og vakte Sympathi for den, hvem den var rettet imod. Hvorvel B. efter sin egen Indrømmelse blev «meget honnet begegnet», da han gav Møde for at modtage ny Kristendomsundervisning – ved hvilken «hans Kundskab blev funden saaledes, at han ikke kunde anses for uoplyst» –, hvilede der dog over den hele Foranstaltning et Skjær af Latterlighed, der ikke mindst skadede de verdslige og gejstlige Avtoriteter.

I senere Digtsamlinger og enkelte Digte – «Rimerier» (1788), «Blandinger» (1795), «Særsynet» (1797), «Skriftemaalet» (1798), «Omvendelsen» (1799), «Sildinger» (1811) – kommer B. nu og da atter ind paa lascive Æmner, men Fremstillingens Trivialitet nevtraliserer den betænkelige Virkning. «Judith eller Bethuliaden» (1813) er et længere Digt i horrible Hexametre, en Travesti i fransk eller engelsk Smag af den bibelske Fortælling. I B.s mindre Digte, af hvilke en særdeles stor Del ere Lejlighedssange, røber sig derimod jævnlig en mild Jovialitet, som endog kan anslaa finere Stemninger og stundum raader over et uventet ædelt Udtryk.

I den litterære Jødefejde, som Thomas Thaarup 1813 fremkaldte ved sin Oversættelse af det antisemitiske Skrift «Moses og Jesus», blev B. indblandet, da han til Forsvar for sin Søn rettede en med ærekrænkende Hentydninger spækket Pamflet mod Baggesen, betitlet «Ikke om Jøderne, men deres Gjenløser, Justitsraaden», og paa given Anledning fortsatte med Brochurerne: «End videre om bemeldte Justitsraad», «Beretning om Justitsraadens Tilfælde, Sygdom og Hedenfart» og «Gjenganger-Justitsraadens sidste Besked». I sine hvasse Svar karakteriserede Baggesen B. som en Digter, der stod i Venus Vulgivagas Tjeneste, men hvem han dog ikke vilde frakjende «hans umiskjendelige Kald til Digten og den misundelsesværdige Naturevne, han, som Kunstfusker, har misbrugt».

Den litterære Frugt af B.s Lærervirksomhed foreligger i en Række franske og engelske Grammatikker, Stiløvelser og Læsebøger. Hans «Samlede poetiske Skrifter» udkom i 7 Bind 1812—31, hans «Samlede prosaiske Skrifter» (Skuespil og den historiske Beretning «Toget til Sjælland») 1813. Et Udvalg af hans Digte udgaves 1834 med hans Portræt og Selvbiografi, vistnok den korteste i sin Art; den er 16 Linjer stor og ender med følgende Ord af og om Forfatteren: «Han besidder ikke Jeghed nok til i levende Live at fremkramme for Publikums Øje sit Levnedsløbs smaalige Begivenheder. De skulle imidlertid omstændeliggjøres efter hans Død, om de maaske da kunne vække nogle deltagende Følelser, som ville fryde hans Skygge.» Denne Bebudelse er aldrig bleven opfyldt.

Erslew, Forf. Lex. Petersen, Den dsk. Lit. Hist. P. Hansen, Ill. dsk. Lit. Hist. K. Arentzen, Baggesen og Oehlenschläger. Overskou, Den danske Skueplads.