Christian Molbech (1783–1857)

Hvor Livet blomstrer i dets Fylde,

    der hersker Glædens hulde Gud;

hans Almagt Jorden rundt vi hylde,

    :|: og lyde troe hans milde Bud. :|:

En venlig Ild hans Aasyn straaler,

    og Roser spire i hans Fjed;

af fulde, blomsterkrands’de Skaaler

    :|: hans Gaver strømme til os ned. :|:

Hver Sky fra Himlen da maa svinde;

    hver Vei er skjøn, hver Byrde let;

i muntre Iil de Timer rinde,

    :|: og Banen gjør os aldrig træt. :|:

Ei er han fjendsk paa nogen Alder,

    dog meest han ynder Ungdoms Aar,

og kommer helst, naar man ham kaldes

    :|: i Livets lyse Rosenvaar. :|:

Da har han gjerne i sit Følge

    den glade Spøg, den muntre Sang;

han jevner let hver Mismods Bølge,

    :|: hans Blik er Smiil og Dands hans Gang. :|:

To hulde Søstre venligt træde

    med enig Villie i hans Spor.

Hvad var vort Liv, hvad var vor Glæde,

    :|: om disse flygted’ fra vor Jord? :|:

Dem skjænked’ han sin hele Ynde,

    og smykked’ dem med Rosenbaand;

og begge herligt de forkynde

    :|: endnu paa Jorden Himlens Aand. :|:

Vi kjende dem, og dybt vi fatte

    det høie Værd, de Livet gav;

thi meer end alle Jordens Skatte

    :|: de fryde os indtil vor Grav. :|:

Og derfor lever i vort Minde

    hver Dag i yndig Morgenglands,

da vi af Glædens Blomster vinde

    :|: i Venskabs Ly en duftig Krands. :|: