Den 6. Psalme
Mel. Lad andre hen i Trældom gaae.
Mel. Lad andre hen i Trældom gaae.
1.
O Jehova! — o straf mig ei
I din opbragte Vrede;
Tugt mig ei som din Fiende! nei!
Du ei dit Riis berede
I den usalig’ Nidkierhed
Og Harm, hvormed
Du revser din Bespotter!
2.
See heller ned med Huld igien,
Og byd min Aand at leve;
Helbred du mig; thi mine Been
Kun føle Skræk, og bæve,
Ja! denne Siel forfærder sig,
O Gud, for dig!
Ak, Jehova! hvor længe!
3.
I Miskundhed vend dig til mig,
Red mig paa Gravens Bredde;
Thi Døde kan ei tænke dig,
Og ei dit Navn tilbede;
Nei! ingen Lovsang stiger af
Den tause Grav,
Hiint gyselige Stille —
4.
Jeg er af Suk og Klage træt,
Min Seng i Taare svømmer,
Min Qval mig intet Aandedræt
Til Qvægnings-Blund indrømmer,
Nei! men jeg græder ængstet, mat,
Den ganske Nat
Paa taarevædet Leie!
5.
Af stille Nag jeg tæres hen,
Mit dunkle Øie brænder;
Dog! — modig seer jeg op igien
Paa mine lumske Fiender!
O viger bort! staaer langt fra mig!
Forræder viig!
Gud hørte mine Bønner!
6.
Selv Jehova min Graad ansaae,
Og vil min Bøn annamme,
Og Fienderne skal alle staae
Med megen Skræk til Skamme,
Og jeg skal see, hvor pludselig
De træffe sig
Beskæmmede tilbage. —