Den 5. Psalme
Mel. Vreden din afvend.
Mel. Vreden din afvend.
1.
O Jehova! agt hvad jeg vil fremføre!
Mærk mine Suk! bøi til mit Raab dit Øre!
Min Konge og min Gud; thi jeg er rede
Til dig at bede!
2.
Du reene Lys! Udødeligheds Kilde!
Min Morgentak skal frem i Taare trille,
Du er min Sang! al Jorden vil jeg glemme,
Hør du min Stemme!
3.
Ved Morgen-Grye vil jeg for dig fremtræde,
Og angerfuld din Miskundhed tilbede;
Thi jeg vil reen for Skiødesynder være,
Styrk du mig, Herre!
4.
Thi du er ei en Gud, som Synd foredrager,
Dig Uretfærdigheder ei behager,
De Onde skal hos dig ei nogensinde
En Tilflugt finde.
5.
Og en forsætlig Synder tør ei komme
Frimodig frem for dig, som dine Fromme;
Du hader dem, som Loven overtræde
Med syndig Glæde.
6.
Du Løgneren i Guddoms Harm udrydder,
Og den, som fræk uskyldigt Blod udgyder,
Og de, som kan bedrage, de dig, Herre!
En Afskye ere.
7.
Men jeg (som ved din Naade er undkommen
Fra Morder-Haand) jeg vil i Helligdommen
Med hellig Frygt nedknæle for dit Sæde,
Og dig tilbede —
8.
O! før du mig til alt hvad dig behager,
Ban du min Vei! og vær du min Ledsager!
At Fienderne skal sig ei sammenrotte
Og mig bespotte.
9.
Thi hvo kan sig paa deres Ord forlade;
Høit tale de i Venne-Sprog; men hade.
De svangre gaae, og i et skummelt Øde
Ulykker føde.
10.
For deres Mund, som for et Svælg, man gruer,
Som for en Grav (en Grav hvor Døden ruger
Mørk over Rov) — de ere, mens de smigre,
Kun grumme Tigre.
11.
Døm dem, o Gud! straf dem, og lad dem alle
Ved deres Had og onde Anslag falde!
Nedstyrt dem; thi de Synd ved Synd udføre,
Og dig ei høre.
12.
Men du for dem, som dig med Tillid ære,
Skal immerhen en Glædes Aarsag være;
Beskierm du dem! beklæd dem, som dig dyrke,
Med Roes og Styrke.
13.
Ja, Gud! du den Retfærdige velsigner,
Omgivet med din Naade han fremtriner
Frimodig, tryg; thi giennem alle Farer
Du ham bevarer!