Den 4. Psalme
Mel. (af Kingo) Den prægtig Soel, som hele Verden glæder.
Mel. (af Kingo) Den prægtig Soel, som hele Verden glæder.
1.
Gud! naar mit Raab fortrængt af Angst stræber
At naae til dig, og døer paa tause Læber,
Saa svar mig; thi jeg venter Ret fra dig.
Dig var det, som udførte mig af Trængsel;
Forbarm dig og endnu, min Gud! min Længsel!
Bønhør du mig!
2.
I Mægtige! hvor længe skal min Ære,
Min beste Daad mig til en Skiendsel være?
Hvor længe elske I den blotte Digt?
Hvor længe kan I med min Kummer spøge,
Og eders Lyst i grov Usandhed søge,
Og trodse Pligt?
3.
O! vider dog, Gud redder sin Tilbeder,
Ja at han ham endog ved Under leder,
Hans Tillids-Raab Bønhørelse skal faae.
Saa frygter da! — vee den, som er forvoven!
Naar I raadslaae, saa hører Gud i Løven;
Og tier saa!
4.
Og ofrer (men af hellig Iver brænd’)
De Offere, som ere foreskrevne,
Og sætter eders Haab til Jehova.
Hiin store Hob i Mishaabs Taage sidder,
Og raaber vildt: hvor skal de bedre Tider
Vel komme fra!
5.
Men du, vor Gud! du os lyksaliggiøre!
Mig glæder du: min Glæde den er større
End deres, som har nok af Korn og Viin.
Jeg uden Frygt imellem Farer ligger
Og sover trygt; du giør min Boelig sikker;
Thi jeg er din!