Den 7. Psalme
Mel. O kiere Siel! frygt aldrig meer.
Mel. O kiere Siel! frygt aldrig meer.
1.
Jeg flyver til dig, o Jehova!
Udræk din Haand og riv mig fra
Den Hob, som mig forfølger,
Skal ikke sønderrive mig
Og jeg i Dødens Farer
Ei have en Forsvarer.
2.
Min Aand er for dig selv udbredt,
Du veed det, giorde jeg vel det,
Som Rygtet vildt udspreder?
Er vel min Haand med Uret fyldt,
Og har jeg Godt med Ondt forskyldt,
Har jeg havt Hevn i Sinde
Mod en ubillig Fiende?
3.
Da i din Vrede overgiv
Til Efterstræberen mit Liv,
Ja lad ham mig indhente,
Og træde under vældig Fod,
Bestænke Støvet med mit Blod,
Og mig afsjelet skiule
I Dødens mørke Huule —
4.
Staae op med Hevn, o Jehova!
Ophøi dig over Fienden! — ja!
Spot en afmægtig Vrede!
O Herre! før den Majestæt,
Hvormed du bød os handle ret,
Beskyt mig imod alle,
Som bittre mig anfalde —
5.
Du Dommer over Jorderig,
Lad Folket omkringgive dig,
Og sæt dig paa dit Sæde,
Ophøiet over Skabningen,
Til Dom, til midlertid Dom igien,
Og døm, og straf den atter,
Som sig med Svig besmatter.
6.
Vel! — Herren dømmer Folket nu!
Døm ogsaa mig! grant kiender du
Min redelige Vandel —
Ja! — Ondes Vold skal Ende faae,
Og en Retfærdig skal bestaae;
Thi Gud hvert Hierte prøver,
Og idel Ret udøver.
7.
Hvad skader mig da List og Vold,
Gud holder selv mit Forsvars-Skiold,
Han hielper Redelige
Med vældig Arm af Farer ud,
Han stedse er en nidkier Gud,
Skiønt Syndere omkomme
Ei strax ved Straffedomme —
8.
Naar Synderen halsstarrig er,
Saa skiærper Herren Vredens Sværd,
Og spænder Hevnens Bue,
Og sigter mod sit Maal, som Gud,
Med skarpe dødelige Skud,
Og see! hans tunge Pile
Med Lynilds-Fart fremile.
9.
Og den, som ondskabs-svanger gik
I Hevnens store Øieblik,
Utugtigt Foster fødte;
Han grov en Grube dyb og bred,
Men styrted selv i samme ned;
Hans Uret fra sin Spidse
Nedstyrted paa hans Isse —
10.
Min hele Siel er rørt derved!
Gud! jeg vil din Retfærdighed
Med hellig Frygt tilbede!
Dit Navn, o store Jehova!
Ved Harpeslag skal zittre fra
De tonefulde Strænge,
Og lyde høit og længe. —