Udenfor Domhuset
(efter Wilh. Henzen.)
(efter Wilh. Henzen.)
PILATUS.
Hvo skal af disse Misdædere tvende
Døden lide, før Dag har Ende,
og hvem af de to — I dømme for sand! —
skal fare herfra, en fredlyst Mand?
FOLKET.
Giv Barrabas løs — lad Barrabas gå!
Barrabas klage vi intet på.
PILATUS.
Men denne da, et lydeløst Lam?
FOLKET.
På Korset med ham! På Korset med ham!
PILATUS.
Hvi raser Folket? Hvi trues der rundt?
Hvad har han dog gjort, som var så ondt?
ALLE.
Gud har han spottet, krænket vor Lov,
har præket falsk! Er mere behov?
KØBMANDEN
(til Duekræmmeren).
Så var han min Fjende, min Avindsmand.
I Templet gjorde jeg Boden i Stand;
da trådte han til og svang sin Svøbe —
som en skabet Hund, så måtte jeg løbe . . .
Gud har han spottet, krænket vor Lov,
fortrædiget mig! Er mere behov?
DUEKRÆMMEREN
(til Købmanden).
Og mine Duer, som han lod flyve . . .
Til Helved med alle de store Tyve!
Han jog mig ud af Guds hellige Hus,
jeg styrted på Trappen, faldt næsegrus . . .
Nu styrter jeg ham i den evige Nød,
den Tempelskænder, jeg kræver hans Død!
VEXELLEREREN
(til Købmanden).
Sølvet jeg stabled på mit Bord;
da kom han og skældte med grove Ord,
væltede Disken, lod Pengene rulle . . .
Nu reder jeg ham en Seng under Mulde.
Gud har han spottet, krænket vor Lov,
fortrædiget mig! Er mere behov?
FARISÆEREN.
Hvor ofte har han mig Hykler nævnet
for Gud og alt Folket! Det vorde nu hævnet!
SADDUSÆEREN.
Hans »Øgleyngel« har såret min Sjæl.
Nu gaber Øglen over hans Hæl!
DEN SKRIFTKLOGE.
Forbitret har han mig mangen Stund,
den frække, så tit han stopped min Mund.
DE TRE.
Gud har han spottet, krænket vor Lov,
fortrædiget os! Er mere behov?
DEN FORHEN BLINDE.
Vel sandt! Han gav mig Synet engang,
da tigged jeg frit og kendte, ej Trang;
nu må jeg slide for dagligt Brød —
den Mand fortjæner ved Gud sin Død.
DEN FORHEN LAMME.
Vel sandt! Han hjalp mig ganske omsonst,
men var det måske véd Belsebubs Kunst?
I hvert Fald, Folket er vågnet af Drømmen,
og klogest altid at følge med Strømmen.
DEN FORHEN DØVE.
Han åbned mit Øre, oplod min Mund,
det takker jeg for i denne Stund!
Nu kan jeg dog høre, hvad andre sige,
kan mere end det — kan også skrige.
BARNET.
Hør Moder! Jeg kender den Mand ved Navn.
Han tog os éngang så kærligt i Favn,
velsigned os alle, Dreng og Pige,
og loved os Plads i Himmerige . . .
Med Tiden får man bedre Forstand —
han narred os blot, den slemme Mand!
ALLE.
Gud har han spottet, krænket vor Lov,
fortrædiget alle! Er mere behov?«
Hans Hoved er skjult af Synd og Skam . . .
På Korset med ham! På Korset med ham!