Edvard Blaumüller (1851–1911)

Blaumüller, Theobald Edvard Julius, 1851–1911, Forfatter og Præst. F. 12. April 1851 i Kbh. (Holmens), d. 2. Okt. 1911 sst., begr. sst. (Vestre).

Blaumüller blev Student 1870 fra Borgerdydskolen paa Christianshavn, cand. theol. 1876, manuducerede nogle Aar, indtil han 1879 blev Kapellan i Asminderød, Grønholt og Fredensborg. 1886 forflyttedes han til Helligaandskirken i Kbh., hvor han fra 1908 var Sognepræst. Han kom til et Sogn i Tilbagegang, men ved sin Forkyndelse og ved et energisk Menighedsarbejde samlede han igen Folk i Kirken. Som gejstlig Taler naaede han dog ikke i Hovedstaden frem i første Række. I Slægten havde der været kunstneriske Anlæg, Bedstefaderen var en dygtig Portrætmaler, og Faderen var i høj Grad musikalsk. Allerede i Konfirmationsalderen begyndte Blaumüller at skrive Vers, og hans Interesser gik tidlig i litterær Retning. Han voksede op midt i 1870’ernes Røre og modtog stærke Paavirkninger især fra de Ibsen’ske Dramaer og fra Holger Drachmann. I »Dagbladet«, hvis teologiske Medarbejder han var i 1880’erne, lod han lejlighedsvis Digte trykke. Sin egentlige Debut som Forfatter fik han med det lyrisk-episke Digt »Saul. Tanker og Billeder« (1886), der straks viste hans smidige og glimrende Rim- og Rytmesans. Paavirket af »Kongsemnerne« har han i Saul og David skildret Kampen mellem Tvivl og Tro. Med »Agnethe og Havmanden« (1894,5. Opl. 1914) fik han et større Publikum i Tale. Det er en versificeret Nutidsfortælling, der med Folkevisen som Stemningsbaggrund skildrer Forholdet mellem en moderne Fritænker og en kristen ung Kvinde. En Rejse til Palæstina, som han foretog efter at have faaet tildelt det Ancker’ske Legat, har han skildret i »Hellig Jord« (1898). Sin Agnete-Succes forfulgte han med nogle lettere rimede Digtninge »Dronning Hjerteløs« (1900), »Sibylle« (1901) og »Den store Strid« (1905). Under Titelen »Skilderier« (1903) udsendte han nogle Artikler, bl. a. en Karakteristik af Biskop B. J. Fog, og Skildringer i Vers og paa Prosa med selvbiografisk Tilknytning (»En Kunstner-Koloni paa Fredensborg« og en Digtcyklus om sin Fader). Hans mindre Digte fremkom i den betydelige Samling »Manddom« (1901), hvoraf maa fremhæves »Baruch de Spinoza«, »Sumplilje«, »Jule-Evangelium«, »Der bankedes haardt« og Digtcyklussen »Søn- den for Aa«. Den efterfulgtes af Digtsamlingen »Ovenlys« (1904). I sine sidste Arbejder tager Blaumüller sit Stof fra Grækenland, som han havde besøgt paa en Rejse, og hvortil hans Studier havde ført ham. Det er Prosaskildringerne »Græske Masker« (1907) og i Fortsættelse heraf »Nymfernes Brønd« (1911), der fremkom posthumt. Han skildrer heri Nutidsfolk (bl. a. Hørup) i græske Forklædninger og satiriserer over Nutidsforhold (Drachmann-Festen, Sportsidioti) i græsk Omdigtning. — Blaumüller har følt sig aandeligt i Slægt med Biskop Fog og har i Billedet af ham tegnet sin egen Kulturtype. Han slutter ind i Rækken af det 19. Aarh.s danske humanistiske Præster og Digtere. Men sin litterære Guldalderkultur og sin Kristendom har han assimileret med moderne Retninger i Tiden, den københavnske Liberalisme. I sin Personlighed bevarede han Præget af dansk Almue; han var jævn som en Landsbypræst.