Der ganger en Sol i Natten at stå;
ti blegner nu alle de Stjærner små.
Det suser fra Vinger, gyldne og lange;
ti stækkes alle Småfugle i Vange.
Der springer en plaskende Lovsangs-Røst,
som aldrig randt af et Menneskebryst.
Der fødes så fagert et Barn med Smerte,
som aldrig har drømt ved en Kvindes Hjærte.
Og Barnets Moder, selv fager og fin,
hun river i Strimler sit Hovedlin.
Og svøber den Skat, i Skødet hun gæmmer,
den liden Pusling hans Legem og Lemmer.
Hun vikler Svøbet, hun knytter dets Bånd
med Moderfryd, men med skælvende Hånd.
Ti om hans Hoved, det signede, søde,
hun ser i Ånden en Guldkrone bløde . . .
Der ganger i Natten en Sol at stå;
ti blegner nu alle de Stjærner små.
Der skinner et Barn mellem Krybbens Fjæle;
ti sortner nu alle Menneskesjæle.
De sortner i Synd, de blegner i Skam,
de famler ved Svøbet med Hånden lam . . .
Men Barnet med Kronen ler fra sit Klæde —
det fødtes og døde for Verdens Glæde.