Der valser i Rummet en Klodestump;
og midt på Kloden gaber en Sump.
Og Sumpen er stor. På lange Mile
må Øjet forgæves søge Hvile.
Af Bølle-Purret en lav Barrikade —
forresten den flakke, brunlige Flade . . .
Og sådan har Sumpen — Tiden går —
nu ligget adskillige Tusind År.
Dog hændte det stundom, mens Årene runde,
at en eller anden forsøgte at bunde.
Poeten, der krøb over Træernes Rødder,
fik Snue og Hoste og våde Fødder.
Og Præsten, som smøged Samarien op,
sank ned i Dyndet til midt på sin Krop.
Og Folketribunen, der smed sine Klude,
sprang ud på Hodet og blev derude.
Men nede i Sumpen, blandt Stargræs og Siv
dér leves et lystigt Familjeliv.
De flade Skaller, de dumme Karudser,
de ynglende, tykke Matrone-Tudser,
de glubske Gedder, den snøvlende Snegl,
den jagende Vandkalv i Fladens Spejl,
de rodende Krebs og de rædde Midder,
de færdes tilsammen på Sumpens Vidder.
Familjens Forhold er ordnet ved Lov,
der nøje svarer til Livets Behov.
De stærkere skal på de søgne Dage
forpligte sig til at mase de svage;
de hæslige skal besudle de fagre,
de fede lægge sig plat på de magre;
de magre skal se på de fede med Nid
og hugge, om muligt, af Fedmen en Bid.
En enkelt Aften blandt Årets mange
går Højtiden ind med Kærlighedssange.
Da bliver — som stundom i Æventyr —
forvandlet til Mennesker Sumpens Dyr.
Istedet for Sumpen, den mudrede, fæle,
står rejst et Palads på Flammepæle;
og midt i Paladset et sælsomt Træ
med skinnende Lys i Grenenes Læ.
Så danser Familjen om Træet i Ring
og frydes ved alle de rare Ting.
Man ser på hverandre med venlige Blikke;
ti bides i Aften, det passer sig ikke.
Og Træet plyndres. På fredelig Vis.
Man føler sig helt som i Paradis.
Når Lyset er nedbrændt og slukket Stumpen,
befinder Familjen sig atter i Sumpen.
Men ude i Mudret, hvor Slottet sank,
dér løfter en Lilje sig fin og slank.
Hvordan den er kommen? Ja, Gud må vide!
Den spirede frem ved Midnatstide
engang, da Kloden var ganske forød,
da Freden var borte og Glæden død;
og underligt nok: hvad ingen kunde,
det lykkedes Liljen, den nåde at bunde.
Mens Tiderne rinde med Tusind År,
bestandig derude den Lilje står.
Dens Kalk er som Sølv med gyldne Tråde,
i Sumpens Morads en evig Gåde.
Og vandrer du did i angstfulde Stunder,
når Hjærtet bløder af gabende Vunder,
da ser du den vugges, din Sjæl til Trøst,
et blinkende Smykke på Nattens Bryst.