Den nærmed sig, Jødernes Påsketid,
da Marken var grøn og Luften blid.
Og se, en Mand, Galilæernes bedste,
drog op Jerusalems Tempel at gæste.
Hans Rygte stråled, hans Følge var stort;
en Konge han red gennem Byens Port.
Men midtvejs på Trappen til Davidshuset,
dér brast hans Krone og trilled i Gruset.
Han stod en Stund, medens Skarerne gik,
og så sig om med et hjælpeløst Blik.
Blev ingen funden, der hjalp ham i Nøden?
Så vandred han bort, bedrøvet til Døden.
Og Byens Jærnport faldt i på hans Bag;
han skred og skred i den rindende Dag
på stenede Stier, der bed i Fladen,
og nåde en Høj, lidt nordenfor Staden.
Dér segned han ned ved Højens Fod —
hans flængede Sko var fulde af Blod . . .