En Stork fløy engang hen til Vandet,
Hvor han en gammel Otter saae,
Snart dukke hastig ned i Vandet,
Og snart igien paa Stranden gaae,
Hver gang han ned i Vandet løb,
Han med en Fisk tilbage krøb.
Og strax afstæd med samme farer,
Ret som en Anatomicus,
Naar han sin ædle Kunst forklarer
In praxi for en nye skabt Ruus,
Og med en hændig blodig Arm
Udtrækker hver en Indvolds Tarm.
Saa giorde Otteren med Tænder,
Men, som en slet Anatomist,
Der al sin Kunst til Fraadsen vender,
Han slugte Fisken ned tilsidst,
Og hver en Fisk vor Kunstner fik,
Tilsidst igiennem Svælget gik.
Men Storken kunde ey betragte
Foruden ynk, den Fiske Drægt,
Og see, hvorledes han ombragte
Saa mange af den stumme Slægt,
Han derfor fløy til Ottren hen,
Og sagde: hør min kiere Ven!
Mig synes ret du grusom handler
Med den uskyldig Fiske-Flok,
Ja selv Naturens Ret forvandler,
Har Jorden ikke Føde nok,
Hvormed din Hunger stilles kan,
Hvi søger du det dybe Vand?
Men Otteren, som ikke vilde
Ansees for en graadig Snud,
Og frygted’ for at høre ilde,
I Fald han sagde Sandhed ud,
Strax svarte: Kiere Stork! min Kunst
Giør ikke disse Ting omsonst.
Du seer, med hvilken Flid og Møye
Jeg fanger disse Fiske her,
Det giør jeg kun, for at fornøye
Min Videnskab, hvis Hensigt er,
At legge meer og meer for Dag
Naturens endnu skiulte Sag.
Jeg fanger Fisk, men til den Ende,
Jeg aabner og beseer dem kun,
At jeg kan lære ret at kiende
Forskiel imellem Han og Hun,
Samt vide, naar de skyder Ravn,
Og kiende alle Fiskes Navn.
Jeg derfor stedse Fiske fanger,
Og ved at aabne deres Krop,
Jeg denne Videnskab erlanger,
Men at jeg æder dennem op,
Skeer, for at leve af min Kunst,
Thi, hvo arbeyder vel omsonst?
Ja sagde Storken, jeg fornemmer
Nok, hvordan Kunstnere du er,
Du just din Videnskab forfremmer,
Fordi du har dens Føde kier,
Hør kiere Stork! var Ottrens Svar:
Jeg troer vi samme Skiæbne har.
Jeg veed nok, du saa meget pukker
Og praler om Uskyldighed,
Men Kiere, siig mig, hvi du plukker
Saa flittig af hvert Urtebeed,
Af Marker, Haver, hvor du seer
Insecter, Ormer, og sligt meer?
Hvis det kun skeer til andres Nytte,
Hvi svælger du da samme ned?
Men skeer det for din Sult at hytte,
Saa Kiere, lad mig kun med Fred!
Vær du en Kunstnere til Lands,
Og lad mig være den til Vands!
Men at vi ikke skal forspilde
Blant Dyr vor Ære og Credit,
At de ey kunde sig indbilde,
Vor Gierning sigter til Profit,
Saa tryk mig ikke paa den Byld,
Giv du, som jeg, Physiquen Skyld!
Insecters Art du udstuderer,
Og lever vel ved denne Kunst,
Og troe mig, jeg anatomerer
Ey heller Fiskene omsonst!
Dog nytter vores Kunst (i Smug,
At sige) kun vor egen Bug!
Men Storken maatte skamfuld vige,
Og tilstaae, at det Sandhed var,
Endeel maaskee urigtig sige:
Han efterdags udbredet har
Den Kunst iblant os Mennesker,
Som nu i stærkste Mode er.