En Ræv, som meget var i Knibe,
Og leed den stærkste Hungers-Nød,
Men derhos kunde let begribe,
At just fordi hans Hud var rød,
Det er, fordi ham alle kiendte,
Fordi hans Kunst var aabenbar,
Han kunde ingen Fordeel hente,
Høns, Ænder, Giæs paa Skildtvagt var.
Han tog sig fore at forandre
Sin Hud, men ey sit skielmske Sind,
Og gav sig derpaa til at vandre
Omkring udi et Faare-Skind,
I denne Dragt vor Michel traver
Omkring, og styrte ret sin Lyst,
Thi, som han havde skiønne Gaver,
At efterabe Faarets Røst.
Saa blev han kiærligen modtaget
Iblant en Bondes Faare-Flok,
Skiønt Bonden daglig blev bedraget,
Og savnet nogle af sin Stok,
Ja! brugte al den Fliid han kunde,
Saa var hans Møye dog omsonst,
Thi! see han tænkte ingenlunde,
At Michel brugte denne Kunst.
Omsider, Grunden veed jeg ikke,
Han dog Mistanke til ham faaer,
Og sagde, jeg skal nok udpiikke,
Det fremmede ukiendte Faar,
Han gav sig derpaa til at klippe
Et Mærke paa de andres Ryg,
Og tænkte saa, nu skal man ikke
Bedrage mig, nu er jeg tryg.
Men holdt! hvad kan ey Klygt udtænke?
Ja hør! et Mesterstykke, hør!
Et stort Beviis paa Michels Rænke!
Han dræbte endnu Faar som før,
Men naar han havde vel fuldbyrdet
Sit Mord, saa tog han strax det Skind,
Af Faaret, som han havde myrdet,
Og krøb med al sin Kunst derind.
I denne Dragt, paa denne Maade
Løb Michel alle Mærker om,
Og giorde stor Fordeel og Baade,
Med Rov og Mord, i hvor han kom,
Paa denne Viis han ødelagde
Hvert Faar i Bondens Hiord, og da
Ey flere var, vor Michel sagde,
Farvel! og gik sin Vey derfra.
Til Slutning nogle Bønder funde
Et Raad, som giorde Michel Skaar
I Næringen de brugte Hunde,
Som skulde vogte deres Faar,
Men Hundene, som strax paa Lugten
Fornumme, Ræven var derind,
Ham grebe an og drev paa Flugten,
Ja reve af hans Faare-Skind.
Vor Michel, som nu blev forvandlet,
Og sin sædvanlig Farve fik,
Af Hundene saa blev medhandlet,
At han med Livet knap undgik,
Dog fik han endelig undløbet
De bidske Hundes hvasse Tand,
Men herved blev hans Kunstgreb røbet,
Og holdte ikke mere Stand.
Vor Ræv, som havde sammensanket,
Ja fyldt sin Hule ganske fuld,
Med Forraad, medens han omvanket,
Bedækket med den laante Uld,
Begyndte nu at tragte efter
De grumme Hundes Venskab, Gunst,
Hvis Tænder, Modighed og Kræfter
Til intet giorde al hans Kunst.
Med Smigren, Løfter, store Gaver,
Han endelig saa meget vandt,
At han sit Maal opnaaet haver,
Fik nogle Hunde paa sin Kandt,
Han sig saa snedig skikke kunde,
Han med slig Høflighed omgik
En af de store Faare-Hunde,
At han tilsidst hans Dotter fik.
I Hunde-Svogerskab at komme,
Var just det, Michel sigtet til,
Og inden nogen Tid var omme,
Han fik sin Villie, vandt sit Spil,
Han det saa snedig mage kunde,
Hans Unger stedse parret blev,
Med Hvalper af de samme Hunde,
Som hannem før fra Hiorden drev.
Ved denne List og snedig Maade
Blev fast hver Hund hans Slægt og Ven,
Og saa fik Michel Lov at raade
Med Faarene, som før igien,
Thi hvo skal Faarene beskytte,
Naar Hundene er Rævens Ven,
Og hvor skal Lammene sig hytte,
Naar Hvalperne alt bide dem.
* * *
En fremmet Dragt, den laante Masqve
Forborger tit det onde Sind,
Naar du som Ræv ey kan forraske,
Saa skiul dig i et Faare-Skind!
Og hvis du nogen Modstand finder,
Saa stræb kun paa at giøre den,
Hvis Mægtighed dig er til Hinder,
Til din Forvandte og din Ven!
Hvorledes Grunden til din Politic maa være,
Det kan du af vor Ræv, og af vor Fabel lære.