Erfarenhed, den gamle Moder,
Som Alders hvide Lokker bær,
En Daatter Sandhed har, hvis Broder
Uryggelig Beviisning er,
Hun i sin høye Alderdom
Engang fik Lyst at vandre om,
Og kom til Hovmods stolte Bolig,
Hvor midt i Nattens Taushed selv
Enhver var vaagen og uroelig;
Ved Porten flød en liden Elv,
Hvis Speylevand afbilder alt,
Ja! Fælhed selv i smuk Gestalt.
Ved Porten, som staaer altid aaben,
Selv Kierlighed, utidigt Mod,
Iførte Taabeligheds Vaaben,
Aarvaagen paa sin Skildtvagt stod,
Hun ind ad Porten gik og saae
Ved høyre Haand en Skare staae.
Endeel paa store Stylter løbe,
Og andre over Skuldre saae,
Endeel paa Hænder, Fødder krøbe,
En Næse Gruus paa Jorden laae,
En glimrede af Sølv og Guld,
Og en bestøv’de sig med Muld.
Endeel i Purpur, Fløyels Klæde,
Endeel i sorte Kapper gik,
Hist saae hun een, som kunde græde
Og lee i samme Øyeblik,
Hist een i største Overflod,
Hist een i største Pialter stod.
Een for de store Stylter bøyet
Sig ydmyg ned, men da de gik,
Han mod de andre sig ophøyed’,
Og et par mindre Stylter fik,
En Silkes Orm af Sækken krøb,
En Fløyels Bug af Kappen løb.
Endeel sin egen Fader, Moder,
Knap kunde kiendes ved igien,
Den anden gik forbi sin Broder,
Den tredie flygted’ for sin Ven,
Ja! det som endda værre er,
Endeel sig selv ey kiendte meer.
Een holdte alt for Løgn og Digter,
En anden nægted’ selve Gud,
Een qvalte alle sine Pligter,
Een øste sine Penge ud,
Men udi alt, som handlet blev,
En blot Indbildning Værket drev.
Erfarenheden gik tilbage
Og tænkte: O! du daarlig Flok!
Som for en Tid at kunde smage
En indbildt Lyst, et selvgiort Nok,
Opofre just den sande Fryd.
Som findes i en ydmyg Dyd!
* * *
Du løber, men til hvilken Ende?
O! du hovmodig’ Menneske!
Ja! ja! det kan du ikke see!
Stræb paa, dit eget selv at kiende;
Lær! vid og troe! at du i allerstørste Stand,
Som Støv og Jord, kun er den mindstes Ligemand!