Kiøbenhavn den 1ste Maj 1813.
“Hvilken Najas tør sin Skaale gyde
“Ned i Helikoniaders Elv?
“Hvilket Blomst tør Engens Hyrde byde
“Blomsterbreddens Dronning, Flora selv?
“Hvilken Sang tør Dalens Digter stamme
“Alpebardernes Egeria?
“Hvilken Tone har min Cithars Gamme
“Værdig Harpens Polyhymnia?
“Ingen! — Bækken standser, Rosen blegner,
“Skalden tier, lyttende til Dig —
“Ned for Altret i din Lund jeg segner:
Hvad jeg byder, selv du skjænkte mig.”
Saa for atten Aar, jeg mig kan minde
Væved tvivlsom alt mit Digtermod
Nogen Gave værdig min Veninde
Mellem mine Sangforsøg at finde —
Og jeg gav den søde Sangerinde
Syngespillet Erik Eiegod.
O! men, Hulde! hvad skal dennesinde
Musen byde dig af nye Forsøg,
Danmarks Sprog en værdig Krands at binde
Af sit Lunes Alvor, eller Spøg?
Hvad er af det sidste jeg har levet
I de sieldne Livets Kummers Blun,
Drømt, og digtet, siunget eller skrevet
Værdigt Musen Frederikke Brun? —
Atten Aar er Digtren ældre blevet,
Ingen Roser, som i Sangens Vaar
Danmarks Piger fletted om hans Lokker,
Ak! men Vinterliliernes Flokker
Krandse hyppig alt hans brune Haar;
Og af Roserne fra hine Dage,
Meer, end alle Laurbærkroners Bram,
Dyrebare Kiærlighed og ham,
Ere nu kun Tornene tilbage.
Ligemeget! Torne selv, hvis Stik,
Medens vore Fingerspidser bløde,
Minde om de duftende, de røde,
Nectarfulde, friske, kielne, søde
Salighedens Smiil og Himlens Blik,
Vi paa Livets første Bane nøde,
Hvergang Længsel imod Længsel gik —
Og hvert Nyn, som qvalt paa Munden døte,
I et Suk sin søgte Mage fik —
Hver Gang Læbe Læbe kom imøde
Med Uskyldighedens Trylledrik,
Og i Elskovs Rosenmorgenrøde
Jeg til hende heldet, hun til mig,
Tvende Duggens klare Perler lig,
Aand i Aand vi begge sammenfløde —
Disse Rosers Torne saare sødt
Trods hvert Sting af dyb veemodig Smerte
Hvert et evig ungt uskyldigt Hjerte,
Som for Livets Liv er ikke dødt.
Trods min Alder og min Stand,
Som i denne Pakke tør formode
Klagesang og Læredigt og Ode,
(Hvad man af en sat alvorlig Mand,
Som en Prøve paa hans sidste Mode,
Rimelig i Riim end vente kan)
Trods vor Verdens Stemning nuomstunder,
Trods den Cours jeg selv og sukker under,
Evig unge Sangerske! velan!
Sender jeg dem denne lille Pakke
Fuld af overgivne Ungdomskierts
I lidt meer end læselige Vers —
Tag med, hvad jeg arme har, til Takke!
For imidlertid at vie Dem ind
I mit Lunes egentlige Mening
Med mit Givtermaal og nye Forening,
Kort: med hele Pakkens Sands og Sind,
Maa jeg Dem i Korthed først berette
Fristelsen til dette Rimerie,
Det historisk grundede deri,
Skjemtens ramme Alvor, nemlig dette:
For omtrent halvandet Aar,
(O! det er mig, som det var i Gaar)
Kom jeg, ene, som jeg gaaer og staaer,
Med mit lille Hul i Hagen,
Med bemeldte Lilier i mit Haar,
Og en Støvle paa, samt Magen —
I en ludslidt Frak (hvormed jeg gaaer
Endnu hjemme hele Formiddagen,
Endskjønt Fløjlet er af Kragen)
Med et Hjerte, som i Brystet slaaer
End for alt, hvorefter i dets Vaar
Det var snagen —
Og med ott’ og fyrretyve Aar,
Ak! paa Bagen —
Paa min Reise gjennem Odins Øe,
Til et Slot, paa Bredden af en Søe,
Rundt omkrandst af Aftenrødens Lue
Af Naturens grønne Herlighed,
I fortryllende Beliggenhed
Næsten som Sophieholm at skue:
“Hør, Farlille! med Forlov!”
Spørger jeg en Bonde ved sin Plov
Midt paa Marken,
“Hvad mon Gaarden hedder der bag Parken?”
Elleskov! —
“Elleskov? til Punkt og Prikke
Navnet paa en Herregaard,
Hvor en riig og fornem Ven, jeg ikke
Havde seet i atten Aar,
Boede med sin nye Frederikke!
Pludseligen Lyst jeg faar,
Ham i Slottet mellem hine Bøge
At besøge,
Og — jeg gaar.
Ved min Indgang kom imøde mig
Slottets Herre — Slottets Frue —
Herrens Datter — Fruens Søn —
Første, som hver anden af mit Kiøn,
Anden, som Frue Venus Aphrodite,
Tredie, som den yndigste Charite,
Fjerde som Cupido, skjøn,
Mod’ren mig med milde Lader
Bød velkommen — Sønnen sprang —
Datt’ren smilte — medens begges Fader
Kierlig mig om Halsen hang.
Ingen Skye vor Himmel dækked —
Elleskovens Ekko klang —
Ellemosens Frøer qvækked —
Ellenattergalen sang.
Dette Gjensyn fulgte glade Dage,
Trods vor Østenvinds Natur,
Der os kaldte Vinteren tilbage
Midt i Vaaren inden Slottets Muur —
Til Sophienholm jeg her fandt Mage.
Leved flot i Sang og Viin og Kage,
Og i alt, hvad, som De veed, kan smage
Got en stakkels Troubadour.
Datteren, som Rimet kalder Lotte,
Da den Yndiges Beskedenhed
Hvis jeg hendes Navn Dem vilde blotte,
Sikkerlig min Muse blev lidt vred —
Datteren især var, maa De vide,
Ret en Lilievand i Skjønheds Vaar:
Slank i Vext, med lysebrune Haar,
Hals og Skuldre liliehvide,
Næsten ganske som Adelaide,
Himmel! og kun atten Aar.
Paa, min sidste Reise denne sinde,
Hvor, Orestes lig, jeg halv i Blinde
Jagedes omkring, min Skiebnes Rov,
Kom jeg nok eengang til Elleskov —
Tanken spidset paa at vinde
Det, hvortil mit Givtermaal derinde
Gav mig egentligen Lov:
Nemlig de bekiendte Rettigheder,
Gratiers og Musers Ægteskab
Elskeren i Vers tilsteder,
Uden allermindste Tab
For den blot prosaiske Tilbeder —
Disse hver reel Gemal, som saa,
Hver Forpagter af de store, raa
Givtermaalets Brutto-Herligheder.
Næsten alt for fine, lette, smaa
Frie fortryllende Fortroligheder —
Ak, som, selv blandt Digterne, kun faa
Vide ret at skiønne paa:
Sande Smuler af de Saligheder,
Der fra Kierlighedens Himmel-Bord
Falde ned paa dette Gulv af Jord —
Og som Elskovs Engel der nedspreder,
Kaldende paa mig og paa mit Kiøns
Kyklibaner blandt vor Herres Høns,
Nipperne til Fryd, mens andre rutte:
“Putte! Putte! Putte! Putte! Putte!
Meer at sige har jeg ei behov
Til Forklaring for en Læserinde,
Der, som attisk yndig Digterinde
Høit ophøiet over al min Lov,
Musa selv! — det kolde Nords Musarion —
Ak! og Moder til min Sangs Psycharion —
Selv om Gratiernes Juleleg,
Alle Pieridernes Mysterier,
Og deslige himmelske Materier,
Udentvivl veed meer end jeg.
Baggesen.