Jens Baggesen (1764–1826)

Du med Uskylds reene Melodier

        I dit lille kiælne spæde Bryst;

Du, hvis Flugt og Svæven, naar Du tier,

        Tryller Øier med en Himmels Lyst!

Skiønne hovedlyse, hiertevarme,

        Vingefavre Fugl fra Paradiis!

Sig! hvordan forvildte Du Dig arme

        Ned til Støvets Ørk og Livets Iis?

Hvordan kunde Du det Ly forlade,

        Hvor i Aftendufte Du dig svang

Mellem Lysets Rosenlundes Blade,

        Mens omkring Dig Søsterengle sang —

Hvor Din Uskylds søde Drømme spilled

        Med sig selv i Salighedens Favn —

Og dig ingen Veemodstaarer trilled —

        End ei vakt til Idealets Savn?

Greb en Hvirvel dig paa hine Toppe,

        Hvor du først slog dine Vinger ud?

Ak! saa stormer det og selv deroppe,

        Mellem Straaler, nærmere ved Gud?

Sommerfugle flagre, glimre, brænde

        For i Venskabs Leeg at fange dig —

Nenne De? — som ganske Dig miskiende,

        Ved at troe Din Flagren deres lig!

Mandfolk er det! Flygtning fra dit Eden,

        Vogt dig vel, de Falskes Hegn at troe!

Kun i Elskovs Helligdom herneden

        Kan du flagre frit, og rolig boe —

Hvor det lyse Hoveds Idealer

        Og det varme Hjertes favne sig

I en Længselklang, som toner, maler,

        Og hensvæver, din Erindrings lig —

Kun i denne Lund, hvor Skjønhed bygger,

        Hvælvet om af Evighedens Eeg,

Kan i Lilieduft og Rosenskygger

        Du gientage her din fordums Leeg.

Spørger Du: hvor den paa Jorden findes?

        Fløj saa gierne did fra Sværmen her!

“Over Skyer højt dens Tempel tindes —

        “Og den er, du Engel, hvor jeg er!”

Hvem er jeg da vel? — Os begge fatter

        Sværmen ei, din Uskyld flagrer i;

O! men elsk mig trygt, Du Himlens Datter!

        Jeg er din Veninde — Poesie.