Fortsættelsen af da jeg var lille
(Til Etatsraad og Notarius Publicus G. H. Olsen).
(Til Etatsraad og Notarius Publicus G. H. Olsen).
Anderskov, den 15de Februar 1813.
Der var en Tid, da jeg var meget lille,
Da jeg i Sloikjol paa en Kaalstok reed,
Mens ofte løbsk foran mig løb en Trille
Til Skræk for Kiøkkenhavens Ærtebed —
Da Danmarks Bredde var mig fierne Kyster,
Og jeg “Kom fremmed” legte med min Søster
I samme Værelse fra Stol til Stol —
Da vi gik samme Vej, paa Gaasestien,
Bag efter Gjæslingerne Par og Par;
Og Randen af det sænkte Bryggerkar —
Da jeg til heldig Fangst var tidt paa Nippen,
Med Faldehat, paa Sommerfuglejagt;
Og ofte fik en Smule Salt paa Tippen
Af mangen deilig Spurv og Svale lagt —
Da mig min fromme Moder lærte stave
Guds Ord med en beundret Pegepind;
Og, trods min Andagt, jeg blev reent af Lave
Naar i det samme Kringlemoer kom ind —
Da mig i Verden intet syntes være
Saa skjønt, og lysteligt at skue til,
Som paa sin Qvist en gylden Sommerpære,
Og Snittets Guld paa Brokmands Huuspostil —
Da Synden vel, og Døden noget kyste
Mig i min Uskylds ellers trygge Ro;
Men Djævelen, for hvis Gewalt jeg gyste,
Forstyrrede den meer, end begge to.
Der var en Tid — jeg mig i Dag den minder —
Jeg var, blandt Blomsterne paa Livets Eng,
Naar jeg mig husker om, og ret besinder,
En meget ung og meget lille Dreng.
“Naar” — spørger Du, min Olsen! der kun kjender,
(Skjøndt maaskee meer end mangen gammel Ven)
Imens jeg surr fra Huus til Hove render,
Gjengangeren af salig Baggesen —
Der, skjøndt af ingen Baand Du seer mig broget,
Og kun mit eget Kors mig bære seer,
Som Mand, og Ridder selv, af Dannesproget,
Mig hilser fremfor mangen Povl og Peer —
Du, som kun et Par Gange hos de Store,
Hos Dig lidt meer, og aldrig hos de Smaa,
Med Miner, som vel neppe kunde more,
Mit høje Livs velbaarne Gjenfærd saae
Justitsraadsat og taus, professorstille,
Med Doctorskoe og Provstestrømper paa,
Og med et taaget Blik, skjøndt uden Brille,
Sortklædt og sørgeligt fra Top til Taa —
Naar var den Tid, da jeg var glad og lille?
(Thi Du vil sikkert ikke spørge: “hvor?”
Du veed, hvor min parnassiske Pernille,
Riimbrevenes og Emmas Moder, boer)
“Naar var den Tid, da Baggesen var liden?”
Den var, saavidt jeg husker, veed og troer:
Aar Syttenhundred og Halvfjerds, og siden —
Den var Aar Attenhundred — og i fjor —
Den var i Gaar — den er — og, paa min Ære!
Særdeles mellem Engle ved Dit Bord,
Den være kan endnu naar det skal være;
Thi jeg er aldrig bleven meget stor.
Jeg er, min Ven! bestandig meget lille;
Jeg er bestandig Barn, og meget ung;
Og hvis og stundom mine Taarer trille,
Naar Livets Byrde falder mig for tung,
De falde dog, som Skyens Draabepille
Blandt Solens, under Øiets Bue ned,
Og vexle Kummerens og Glædens Smiile,
Som Barnets Graad, med en Slags Munterhed.
Jeg leger end “Kom fremmed” her paa Jorden
Med hver en lille paradisisk Lyst —
Jeg trykker end hver Engel i vort Norden,
Som om det var min Søster, til mit Bryst —
Jeg gaaer endnu med lette Sving af Hatten
I mangen Eng paa Sommerfuglejagt —
Og lurer ofte paa en Spurv, som Katten
Paa Musen, med lidt Salt, og megen Agt —
Jeg venter uophørlig end paa Dratten
Af Sommerpæren, og paa Svalens Fangst —
Og er endnu, som før, især om Natten,
Naar det er mørkt, for Spøgelser lidt angst;
Kun med den Forskjel: at de søde Glutter
Mig ere nu, hvad Sommerfugle var —
Og at mig nu er blevne store Putter,
Hvad paa min Gaasestie gik Par og Par —
At nu er knibske Muser og Chariter
For Saltet i min Stræben, i min Aands,
Hvad dengang var, paa Plankeværk og Gitter,
Ustandselige Stierte for min Haands —
At nu er lutter Sole hvad deroppe
Jeg kun som lyse Prikker tindre saae —
Og nu en vild og uregierlig Hoppe
Den grønne Kaalstok, der gik tidt i Staae —
At nu mig er et Levebrød med Ære,
Her i mit Hiem, i Fredens trygge Læe,
Hvad da mig var den gule Sommerpære,
Der hang mig alt for høit i Livets Træe —
At nu mig er en let uskyldig Vævlen
For Evigheden, for engang at faae
Parnassets Poge til at holde Kævlen,
Og mig, som lille Barn, at lade staae,
Hvad dengang var mig en uskyldig Spillen
Med Spindekonens Æbles vævre Snurr,
Med Toppens Springedands, og Tridsens Trillen,
Og Rumlepottens løierlige Knur —
At nu, hvad dengang var mig Jule-Kage,
Er det: at være glad og veltilfreds,
Som Du, ved Siden af en elsket Mage,
Min Olsen! i en hjemlig Englekreds.
Paa denne Forskjel nær — som er fast ingen,
Naar man begynder Livet at forstaae,
Og seer en Smule mere dybt i Tingen —
Er jeg det samme lille Barn, som saa,
Riis faaer jeg og endnu — og Bussemanden
Og, hvad mig dengang Synden, Døden, Fanden,
Gjeld — Kieler-Omslag — og Apollyon.
Baggesen.