Jens Baggesen (1764–1826)

        Sigter til min bestandige Magerhed og Tørhed, ikke blot, for saavidt jeg (som bekiendt) er uden al aandelig Fylde, men endog uden mindste legemlig Fedme. Den sidste Anspilling er, jeg kan ikke nægte det, lidt personlig. Men det er tilladt at skiele paa sig selv, og Biælken i sit eget Øie.

        Stikler paa min ortographiske, grammatiske, maaskee endogsaa logiske Correcthed. Man seer let af det følgende, at jeg ingenlunde giør mig til deraf, hvis jeg og ikke meente det ironisk.

        Jeg kalder den smule Udbytte Litteraturen kunde have af mine tørre Arbeider, Harpix — for saavidt Læredigtet og Satiren er hvad jeg taaleligst behandler, og alt, hvad man kan uddrage deraf, er i det høieste Kritik og Moral. Istedenfor, som Horats, at sige „fungor vice cotis“ siger jeg: fungor vice colophonii. Man veed at Kolophonium bruges til Bestrygning af Violinstrænge.

        Sigter til min diærve Tugters Paastand i Strøetankerne ved I. Baggesens Grav: at jeg høist formodentlig er Idealet af glat og glimrende Trædskhed, saavidt en saadan Slange kan være det — den egentlige store Forfører imellem danske Skribentere. At jeg mildner dette til Snog, kan ingen fortænke mig i. Saameget Menneskeligt er der dog endnu tilbage i den mig tillagte Diævelshed, at jeg skammer mig ved at prale dermed.

        Den første Linie slaaer aabenbar paa Justitsraaden, som Jødernes Gienløser, en Streng der letkelig dirrer hos mig, endog naar den mindste Luftning berører den. Hvad den anden angaaer, da formoder jeg, at den omtrent vil sige saa meget som Følgende: Sæt og, at en stor Herre tog min Pen i sin mægtige Haand, — eller med andre Ord: at jeg solgte mig fattige, magre, tørre Horats her i Danmark til en Mæcenas, der var istand til at fede lidt paa mig) Løv skiød jeg dog aldrig! Det er: poetisk Genie, som man maa fødes med, kunde man aldrig indføre mig.

        Naar man har læst blot en Snees af de hundrede trykte Anmærkninger over Digteren Baggesen, hvordan han var, før han blev moden, og hvordan han er, efterat have skrevet Giengangeren — naar man og blot har læst det Epigram i Dagen: „Hvo tabte Digterkrandsen ved at gaae hiem?”; kan man uden mindste Forklaring let see, hvilken til Rane forandret Svane dette Total betyder.

        Jeg behøver blot at tilføie: som Elegiedigter. Men det paafaldende personlige stikker i 3 — de tre Gratier nemlig, som jeg altid fører i Munden eller Pennen. „Bagte den os Kage“, cfr. Theaterkroniken, hvor jeg udtrykkelig selv kalder min Digtning Kage:

        X, eller Gnaaden, det evige Sindbillede, som jeg saa høitidelig har erklæret mit betydningsfuldeste Forsøg, at jeg ved Enden beder Læseren, at forkaste alt andet af mig og blot beholde det.

        Ulykkeligviis /, en lille Skieve til denne dobbelte Bielke, der dog, alvorlig talt, i det Heele fordærver alt, og giør Xet til et x, der, saa opret paa eet af Benene er et forvendt, eller bagvendt Firetal.

        Uagtet naturligviis ingen veed bedre, end jeg, hvem jeg stikler paa med mine Personligheder, saa dog, naar man betænker, hvor bekiendt jeg er for Streger — og at (efter Ewald) virkelig ingen dansk Skribent, uden jeg, bruger dette Interpunktionstegn, der ordentlig vrimler i mine Skrivter — saa kan jeg vel umueligen for stærkt udtrykke Umueligheden af, her at giætte paa nogen anden. Hyperbolen, jeg har valgt, for at udtrykke Letheden af denne Giætten, er blot et Sidehug til den almindelige menneskelige Omstændighed, at alle andre gemeenligen see eens Feil, før man seer dem selv.

        Ligesaa oprigtig som jeg bekiender, med mine haarende Sideblik paa Digtning, i de forrige og følgende Tal, at have stiklet paa mig selv, tilstaaer jeg, med dette hørnende, og (i Forhold til de øvriges Asfærdigelse meget hørnende) Henblik, at have stiklet paa den eengang upaatvivlelig allerfriskeste Fyr i vor Litteratur. Lignelsen om Byens Tyr (der dog ingenlunde paastaaes rigtig) er saa langt fra at være poetisk fornærmelig, at den udentvivl maa kildre hver nok saa stor Digtersforfængelighed; thi hvo vilde ikke gierne være Byens Jupiter Ammon i Poesie?

        Med dette eene Horn, mener jeg — det vil jeg aldeles ikke nægte — det Horn, han for nærværende Tid har, saa at sige, i Siden paa det Komiske. At han, nemlig, mindre kan siges, at stange med Vis comica, som den sande komiske Jupiter Ammon (dengang Byens Tyr eller Stads-Syndikus) salig Holberg, end — at forsøge paa Stangen af en saadan Vis — vil dog vel ingen nægte, der kiender hans Gedebuks Horn, Næbbet af hans Kanarifugl, og Kloen, han har skrevet Til Publikum med — for ikke at tale om de øvrige hornagtige Pande-Knubber, eller Finger-Vorter i hans Farce, og hvad andet komiskt, satiriskt, og vittigt han kan have skrevet. Af alt dette seer man rigtig nok, at han har et Horn i Siden paa noget — paa Kritik og Censur f. Ex. — men, aldeles ikke, at dette Horn er et Bacchus- end sige et Jupiters- der turde maaskee endog disputeres, om det var et ægte almindeligt Satyr-Horn. Hans Hurluburli: Bakkelsvands (som han selv kalder en Skovtrold, ɔ: Satyr) karakteriserer ypperlig hans særegne, rigtig nok lodne, men næsten ganske kullede Satyre.

        Det tragiske nemlig. Dette havde han virkelig i de af os alle (mig med) noksom prisede første nordiske Tragedier han leverte, saa længe, at jeg en Tid lang stærkt troede, denne de tragiske Digteres Gud havde laant ham sit eget. Der være, som det vil, det sees ikke længer. Fra den Tid, han med en vis Vold og Magt vilde være noget andet end nordisk Sørgespildigter — eller rettere sagt, fra den Tid, han vilde være Alt andet (hvilket vel turde kaldes en Slags poetisk Hovmod) —

        Og ingen ønsker hierteligere end jeg, at han snart igien maatte kunne indløse det. Dette kan han kun ved Opoffring af al sin udenlandske Luxus og komiske Stads; han maae sælge alle hans seneste Paafuglefier — persiske Svovlroser — tieckske og fosvosske og geisselbrechtske Abekatte — hele sit lurvede betydningsfulde Philosoph — alle sine Børnehuusgulvtæpper i Prosa — og alle sine muggene Figener i Vers — kort sagt: hans hele nærværende Etablissement paa det danske Parnas, Revl og Krat, til den Høistbydende — det er upaatvivlelig til ingen anden, end — hans saa kaldte „artige Fierdes kritiske Ufselhed“. Thi hos denne alleene kan han faae noget klækkeligt for alt dette Sammenkrabs og Blandingsgods — hvad der fattes ham, nemlig: opladte Øine for sin Ruin, og Indsigt i en bedre Oeconomie med den endnu tiloversblevne Credit, og de ham af Naturen levnede Digteevner. Ved at sælge mig den hele ham ødelæggende Fabrik af udenlandsk raa Materie, med alt Tilbehør, og alle dens elendige Fabrikater, giør han det altsammen, saa at sige, i aandelige Penge; det vil da uendelig i det mindste leve i min Daddel, og uskadeliggiøre, hvad der ellers reent forgik, i mine Kritiker og Satyrer. Dette er min oprigtige Hiertes Meening om dette mig for Resten kun alt for inderlig kiære stolte danske Femtal. Jeg gad udbrænde dets aandelige Guld, so „Aristophanes til sin Tid i sit veldædige Purgatorium udbrændte det græske“. Man sige desuden hvad man vil, den komiske Digter Oehlenschläger selv vil engang — hvis han virkelig modnes — fra et høiere aandeligt Standpunkt foretrække Satyrens Skiærsild for Glemselens evige Helvede.

        Det aandelige Nul. Saaledes er jeg formodentlig fuldkommen træffende bleven karakteriseret af den Digter, der upaatvivlelig best har været i Stand til at vurdere mit Digterværd i Danmark: Dannevirkes udødelige Gienopbygger, Grundtvig. Alt det øvrige ere blotte af hans Sætninger, og saagar før disse forudgaaende Recensioner af mine Digte, uddragne Corollarier.

        Ogsaa jeg havde engang min Forgudelsestid — hvilken nogenlunde udmærkelig Begynder har ikke havt en saadan engang i vort ligesaa let beundrende, som forglemmende poetiske Dannemark? Hvilken ung Dyrtræger var ikke engang siddet paa Thronen af vort Parnas — strax efter de første giorte Trin at sige — med enslags Enevold saa længe det varde — for at indrømme den sin Efterfølger, der som oftest ikke behøvede andet, end at gaae bag efter ham? Stolt kan man ikke være heraf; snarere kunde man skamme sig lidt, ved saa let at blive holdt for Nar af Publikum. Thi, at dette holder en saadan stakkels kongelig Poet for Nar, sees best af Glæden over hans hurtige Afsættelse igien. Jeg veed ikke, om Stodderkongemagten staaer endnu ved Magt herhiemme; men vist er det, at jeg selv forekom mig, som kronet Poet, at have megen Lighed med Stodderkongen, da jeg var lille, i min Fødeby, hvilken alle Gadedrengene først behurræede, og siden bespæede. Da man derfor begyndte at drive Hurraet omkring mig alt for vidt, listede jeg mig bort, og overlod Thronen til den første den beste Stodder, der efter mig vilde bestige den. Dette er historisk Factum, som kan sees af min Gienganger. At mit „Nolo coronari“ er hyklet, synes mig overflødigen beviist af min hele litterariske Fremgangsmaade; thi jeg har endnu aldrig seet nogen sandhedsigende Skribent i levende Live kronet med andet end Torne.

        Skildtene skulle nok stikle paa min poetiske Etikette, og Milestenene paa min moderne Popularitet; thi gammeldags Popularitet har jeg aldrig havt.

        Syvtallet er, som bekiendt, iblandt de hellige Tal. Det er ogsaa Syvdages-Tallet, som den syvende Dags i Ugen.

        Her har jeg drevet Spydigheden imod mig selv til sin skarpeste Spidshed, og levner mig, som Digter, ikke Ære for en halv Skilling. Men jeg tør imidlertid ikke giøre mig til af, at være original i denne fuldkomne Nedriven af min Existents; thi den hele Fordømmelses-Akt var allerede fældet ligesaa strængt af andre.

        Det er den evige Viise der klinger mig i Øre paa Gader og Stræder af dem, der synge: „Saul“ (Kongen iblandt Profeterne) „har slaget Tusinde —! men David“ (Hyrdedrengen iblandt Poeterne) „har slaget Titusinde“. Lykkeligviis har denne Viise endnu aldrig syntes at klinge mig overørig, og jeg har hidtil ikke sporet nogen Gienklang af den i mit Hierte. Hvad der er temmelig vist, er, at Choristerne, som istemme den, i Balletten, der handles om, ikke engang ere, eller have været, og i det høieste maaskee ville kunne blive Gratister.

        Dette er, paa mig anvendt, en græsselig Vildfarelse. Fordi lyriske og episke Digte her i Landet i det høieste indbringe Skovere, og Kritiker og Satirer i det høieste Skieldsord — er en deel og tildeels sig selv opofrende Anvendelse af Vid, Tid, og Flid intet Styverfængerie. Men, som sees, jeg har i Stiklen paa min egen Karrikatur ikke regnet det saa nøie.

        Ham hugger jeg aabenbare løs paa, med samme Raskhed, Diærvhed, og Eftertryk, som paa mig selv mestendeels — uden nogensinde at lægge Fingrene imellem; deels fordi jeg veed, han kan taale det — deels fordi han er Mand for, at giengielde mig endog i en knuget, knudret, og overflødig Maade. Det giver mig ondt, ikke at kunne sige det samme om hans nordiske Lands Halvbroder og Halvpart, Femmen.

        Denne har intet tilfælles med os andre To i litterarisk Valhallalæe; men staaer og skaber sig, som et Barn, der faaer Riis, naar man render ham tversigiennem Asalivet med den nordiske Landse. Skulde han virkelig — isteden for at være være Hær, eller Jafnhær — i det høieste være Tredie?, og skulde denne Tredie (som Asenyserne ville giøre til Alla Tre) naar man seer sig til, i Grunden intet være uden en Halv-Hær, hvis herlige Hælte for længe siden er udbrændt i Ægisdrekkene paa hiin Side Asgaard? I saa Fald var det Synd, længer at slaaes med en simpel Dødelig; og Tanken paa den blotte Muelighed volder, at jeg indtil nærmere Oplysning virkelig her ophører.