Asenutidens Opdragelse, eller Pindsvinet — Per Vrøvler — og nærværende Abracadabra — udgiøre en Trias af komiske Læredigte, hvori jeg haaber, over al Forventning at have opfyldt det Løfte, jeg giorde Publikum allerede i den forudspøgende Gienganger: engang maaskee, i trængende Fald, at give vor danske Litteratur en Dunciade. Den hele lærde Verden kiender Alexander Popes, i hvilken han tugtede sin Tids Dunser, og især Dunsernes Duns, en vis Colley Cibber, hvis Navn derved, som Chærilus, Bavius, Mævius, og flere, er bleven et staaende Spotnavn paa Parnasset. Det eeneste, jeg har laant af min engelske Forgiænger, er dette høistudanske Navn — deels for Klangens Skyld, der i mit Øre, lydmaler; saa at sige, hvad jeg egentlig vilde revse — deels for ikke, ved Brugen af et virkelig nationalt Navn, at støde min egen og andres patriotiske Delikatesse.
Den overhaandtagende Kaadhed i det vilde litterariske Drengespil, Musernes sande Venner med voxende Græmmelse dagligen see forøget, kan enkelt Mands Alvor uden høieste Myndighed ingenlunde styre eller standse. Men Viisdommen selv, udrustet med al den verdslige Magt, vilde maaskee betænke sig paa, voldsomt at standse en Vanvids-Giæring af denne Natur. Jeg troer endogsaa Lettelsen og Befordringen af dens Yttringer hensigtfuldere til denne Syges fuldkomne Udryddelse, end hvilkensomhelst tilbagevirkende Tvang; eller — med andre Ord — jeg troer, det eeneste sikkre Middel, til Redning i det mindste af hvad der endnu er sundt i Aandeverdenen, er, at lade den udrase. Denne Udrasen kan man med saa meget mere Rolighed oppebie, da Dyrheden af Tryk og Papiir og Mangel, om ikke paa Læselyst, saa dog paa Kiøbelyst, udentvivl tilstrækkeligen vil forhindre Raseriets Udstrækning til andre end dem, der alt ere anstukne.
For at et saadant, ikke blot Litteraturen, men hele Staten i mange Henseender meget kostende keedsomt Galskab imidlertid ikke ganske skal gaae tabt uden mindste moersomt aandeligt Udbytte, har jeg giort dets Udsvævelser den Ære, at samle dem i Lunets Huulspeil, og fremstille dem i en tækkelig Form til behagelig Latter. Dette er skeet uden ringeste Persons Anseelse: men og uden allermindste egentlig personlig Paapegen; thi Dadlen af offentlige Narrestreger, og Latterliggiøren af trykte Dumheder, de maae nu hidrøre fra anonyme, pseudonyme, eller holonyme Skribentere, kan umuelig ansees for personlig Angriben.
Hvad den upersonlige Paapegen af Forfatteren, som Forfatter, angaaer, da nægter jeg ikke, den jo finder Sted; jeg har endog ikke sielden stræbt at giøre den saa klar og tydelig, som muelig. Der, hvor jeg har maskeret Angrebet — og hvor man formodentlig vil finde de personligste Stiklerier paa en Skribent, man forudsætter, jeg maae være lidenskabelig opbragt imod (uagtet mit i det mindste muntre Lune synes tilstrækkelig at bevise den fuldkomneste Aandsfrihed) — er jeg allerlængst fra privat Fiendtlighed, som følgende Oplysninger udentvivl noksom ville godtgiøre.
For nemlig at forebygge en alt for skiæv og falsk Udtydning af Tallene de saa kaldte Runebilleder, eller Asenummere, holder jeg for best, ligesaa got først som sidst, at tilfredsstille Vedkommendes Nysgierrighed i denne Henseende.