Jens Baggesen (1764–1826)

Velkommen! lille Ven! Nu sæt dig ned! —

Jeg kan nok staae, Herr Provst! —

                                                  Saa meget destobedre!

Saa giorde, med en Snees paa Bagen, vore Fædre.

Siig os Artiklerne!

                                        Derom jeg veed

Paa Stantepé saa kort, som got, Beskeed:

Den første Laugs-Artikel er: Forgabelsen —

Den anden: Blinde-Bommert-Efterabelsen—

Den tredde: Reent i Bund- og Grund-Fortabelsen.

Fuldkommen rigtig! Nu den første da?

Læg intet til! tag intet fra!

„A!O!—A!O!—A!O!—O!A!—O!—A!—O!A!

„Jeg troer paa Hurliburli, vor Papa,

„Paa Bommert-Himmelens og Jordens Skaber,

„Hvis Asmagt frembragt har hans Afmagts Aber,

„Pêr Wegner, Pêr Agraph, Pêr Lib, etcetera,

„Paa hvis Grimaser Pøblen staaer, og gaber.“

Det er: Vi troe paa Har: A O, og Har: O A—

(Den første tragisk til, den anden komisk fra.)

Vi Petere, trompetende med Luurer,

Vi Møllere, vi Fiskere, vi troe,

Han har os skabt med andre Kreaturer —

Vi Poesiens Hiorte, Harer, Kræ,

Vi troe, med hine, for hans Hærlighed paa Knæ,

Saavel i Krattet, som i Furen,

Han har os alle skabt, som andet Fæ,

Med alle Bommerter i Kunsten og Naturen. —

Vi troe, han har os alle skillet fra

De gamle Lemmer, Øien, Øren, Svandse,

Sind, Skiønne, ja Fornuft og disse Sandse;

Og ikke det alleeneste; men, ja!

Vi troe, foruden dette, meer endda:

Vi troe, at han opholder og os Smaa,

Som maatte sikkert ellers reent forgaae —

At han forstrækker Møllen overflødig

Med Vind og Veir (vi meene Sang i Dur)

Og Bækken — af en blødere Natur —

Med alt, hvad den i Møl har nødig.

Vi troe, han er den ny troianske Hest,

Der føres i Triumph ind i vort ny Athene —

Og Bacchus-Aphrodite selv, dernæst,

Der efter Gieringen, som hun kan best

Opstiger af dens gule Hippokrene.

Vi troe, han overflødig giør hver Dag,

Til vort Dagdriver-Liv os daglig at opholde,

Staldfoering, efter vel bestaldet Smag:

Det Kiøkken, som er efter vort Behag,

Saavel det varme nemlig, som det kolde. —

Vi troe, han giêr os Sadler, Hesteskoe,

Og visse Værelser, og alt vort Bo:

Vort visse Sted, vort Bilboskab, at sige,

Med alt, hvad lurvet er betydningsfuldt tillige,

Saavel i Lade, som i Lo,

Saavel i Kippe, som i Kro,

Paa Veien over Sangens siunkne Bro

Til Hurliburlis Himmeriges Rige. —

Og dog, alt dette giør han ei

For nogen vor Fortieneste; men, nei!

For sig, kun af den blotte digterlige

Barmhiertighed, og Godhed, saa at sige,

For sit almægtige, barbariske Genie —

Som der er ingen Bund, end sige Bundfald, i,

Han over os og al Makulaturen raader —

Det er altsammen vist og sandt i alle Maader.

                          Det er endnu kun lidt;

Nu kommer først det rette Sort paa Hvidt!

„Jeg troer paa Hurliburlis Contrafey,

„Afgudens oven over hans opstillede

„Livagtigen udtrykte Billede —

„Skiøndt, hvem det er, for Resten, veed jeg ei;

„Hin ædle Hurliburli selv, den Anden,

„Saavidt han nemlig i æsthetisk Dands

„Er reent fantastisk fra Forstanden,

„Og intet uden bare Vækkelsvands“.

Jeg troer paa denne høie Nordens Jarl,

Eenbenet, uden Hoved, dierv og diger,

Om hvilken Asenutidspilten siger,

Og Piltephilosophen: „Sikken Karl!“

See hvilken jevn, gemeen, og simpel Herre!

Kors! kors! du store norske Gud!

Thor selv — ja blotte Stangen af hans Kærre,

Seer mindre stiv og strunk og strammet ud!

En ubehøvlet Knægt, hvis eene Støvle

(Vi meene Sækken, han blev puttet i)

Har meer symbolsk Værd, end al den Poesie,

De spidse franske Næser snøvle!

Vi knæle for ham doppelt ømt,

Nu han er tredde Gang censurfordømt,

Og nede hos os selv begraven

I Mumie-Gravhøien under Haven —

Paa tredde Aar, fra den Tid han nedfoer

Til den Hob smukke Folk, der under Jorden boer,

Med den døvstumme høifornemme Masse,

End uopstanden af sin Phønix-Aske —

Men deels for Alvor, deels for Spøg,

Opfaren, i den store Digterstimmels

Uendelige Myg- og Flue-Vrimmels

Forbauste Paasyn — i en evig Røg.

Det er: Vi troer ei blot paa Hærs Allmægtighed

I nye Skolens Asmanie,

Men lige fuldt og fast paa Jafnhærs Prægtighed,

I sammes aabenbarte Theorie.

Virt ver ei blot paa Gothen; men paa Gothen:

Paa Idealet, som vi ikke see;

Men og fornemmelig paa Idioten,

Som staaer der blank og bar i vor Idee. —

Vi troe, det eene følger af det andet,

Og, naar man først har Kilden, har man Vandet.

Naar man er Drenge-Far (selv uden Ægteseng)

Har man et Barn, der altid er en Dreng —

Og findes først i blotte Feil Forgabelsen,

Saa kommer sikkert Bommert-Efterabelsen.

Af øvet Vankunst i sit Vanvids Elv

Vanvidenskaben flyder af sig selv.

Den Troe blandt os kan derfor intet dæmpe:

(Den stærke Troe, saa sand, som kiek)

At denne Pæl, som Jacob fik med Lempe

Først puttet i, saa fremtrakt af sin Sæk,

Hin Jacobs-Stav — hin lange Jomfrueskræk—

Hin Pæl i Kiødet, der har faaet et Knæk —

Kort, (for at male den med eet poetisk Træk:

Hin Adamsøgen, dypt i Syndflodens Blæk,

Portstolpen nemlig — er en Kiæmpe.

Vi troe, den er saa knover og saa kiøn,

Saa stolt, saa strunk, saa stiv, saa stolpeskiøn,

At den kan stride med berømte Stangen

I Skydekampens fæle Maal om Fangen,

Og got passere for dens egen Søn!

Vi troe, at vi paa den ei blot maa gabe,

Som Freyas Alters første Spir,

I vor Litteraturs det fine Skrivpapiir;

Men selv paa Tryk i Grovt den efterabe!

Vi troe, vi alle bære maa

Det Træ, Jakobus slæber paa;

Og at vi det bør plante Verden vide,

Fra Hallan’saas til Skodborg-Aa,

Som vor Standart, og for dets Ære stride

Saavel de store, som de smaa.

Vi troe, som sagt, at denne Pæl er Grændsen

For al æsthetisk philosophisk Ændsen —

Og at, saa længe den i Danmark staaer,

Vor danske Cibber-Samfund ei forgaaer;

At dens velsignte, billeden-og-talige,

Letefterlignelige Stangfigur

Er Maal og Ende for Karrikatur —

Og at vi — med vor karrige Natur —

I den alleene kunne vorde salige.

Du bliver varm, min Søn! Det er en Lyst,

At høre dig begeistret deklamere —

Det kalder jeg et Kiæmpebryst!

Men, skaan dig — pust igien— og lad os lidt pausere!

Jeg veed ei, hvor den lille Tud

Det holder ud.

Herr Provst! naar jeg er kommen først i Skud,

Saa standser jeg ei let, mindst i det lyriske

Min Tiaarssiel saa kiære Panegyriske;

Men — naar jeg nu saaledes bliver ved,

Og til Behag Dem ramser alt det Stregede —

Vil, uden mindste Forbeholdenhed,

De mig da sige, hvad jeg ikke veed,

Som, for Exempel: hvordan Hugo legede? —

Saavidt det lâr sig sige — ja, min Søn!

Og saa, Herr Provst! endnu en lille Bøn:

Naar jeg er færdig saa, tør jeg da ikke glemme

Lidt efter lidt den hele Tro

Paa Poesiens A og O,

Der synes mig, dog ingensteds har hiemme?

Jo før, jo bedre, lille Ven! —

Men — for at glemme, maa man nemme den —

Bliv altsaa ved til Enden, trods min Gaben!

„Vi troe paa Vrimmelen af Aandekryb

„I Middelaldrens Under-Dyb —

„Paa den betydningsfulde Grube,

„Vi fandt i Kiæmpe-Livets Strube;

„Vi troe paa Mode-Krokodillens Flab:

„Det store Svelg af Graadens Latter-Sprøiter,

„Dybt i det Lurvedes Ginnungagab —

„Hvori sig hovedfuls, med Forstandens Tab,

„Foruden Tøile, Fantasien fløiter“.

Det er: Vi troe paa Stolpens Aand,

Og Kiæmpe-Tryllerie-Bestalling

Til hver en Pog, der uden Baand

Forstaaer at røre Mund og Haand —

Til hver trefingret lille Gnalling;

Vi troe — hvis Stolpen falder ned —

Vor meeningløse Meenighed

Et væligt Samfund her at være,

Der uden Sammenskrivt at lære,

Med bare Pen og bare Blæk,

Til velopdragne Musers Skræk

For Pøblens Appetit at nære,

For Møllens Zacharias-Pære,

Samt hvad’gaaer ellers over Ære,

Rask, uophørlig, smører væk

I slette Vers og værre Prose —

Som — Stolpen knuse jer i Smuld

Med sit forfærdelige Fald,

Hvis I det ei bestandig rose!

Saaledes runder sig vor Tro

Paa For-Poetens A — Bag-Philosophens O —

(Som Galskabs Eet i Alfabs To)

Tak skee den eenes I-sig-selv-Forgabelse,

Den andens Ynkeligheds Efterabelse,

Med et almindeligt: In dulci jubilo

Paa Bredden af I-Bund- og Grund-Fortabelse.

Men er det vel dermed forbi?

Er alt, hvad der er trykt og skrevet

Om Stolpen — indtil Kiøkkenbrevet —

Slet intet uden dierv og diger Poesie?

Jeg beder om Forladelse! Langt meere!

Det er for Folk, som grundig reflectere,

Fuldkommen stiv og stram Philosophie!

Juridisk, logisk- og æsthetisk ret betragtet,

Er Stolpen ikke blot publik Jakobus-Troelst,

(Hvorpaa sig rimer: gaae til Stoelst)

Men og, hvad man for lidt har agtet,

Uendelig privat symbolsk!

Saa den kan rime paa Priveter —

Jeg veed det, thi jeg gik, katholsk,

I Kiolen alt, som kaldes Polsk,

Paa Privatissimum hos Peter.

Det var fuldkommen, Ord for Ord,

Vor Asenutids Drenge-Laugs-Artikler —

Men lad os høre nu, hvordan Han Selv udvikler

Smagsvidenskaben her i Nord!

Moralen, og Religionen,

Alt, hvad vi lærte hidindtil,

Er egentlig dog lutter Drengespil,

Hvortil han høit har givet Tonen —

Det første Stød i Hornet, om man vil.

Hvad vi har hørt, er intet uden Gaben —

Og Efteraben —

Og eene Lærlingernes Sag;

Nu komme vi til Videnskaben,

Høiskolens Lærers egentlige Fag,

Hvori bestaaer den?

                                                    Hvad behager?

Hvori bestaaer den? spørger jeg min Ven.

Og — Hvad behager? svarer jeg igien.

Hvori bestaaer den Videnskab, som smager?

Hvad ligger der vel egentlig i den?

Høiskolen, med dens Digter og dens Lærer!

Ret saa! — Men ligger ei deri

Tillige noget, som al Verden ærer

Og elsker i den ægte Poesie?

Jo vist, Herr Provst! som sagt: Hvad Dem behager:

Alt, hvad der smager!

Og hvad er det?

                                            Det er jo — ligefrem —

Just, netop, det, Herr Provst: Det smager Dem

Saa? Troer du det?

                              Ja! thi saa staaer der skrevet

I Smagsbestallings-Kiøkkenbrevet;

Og hvad er bleven demonstrert for to

Fungerende dramatiske Censorer,

Der ere begge Professorer,

Kan jeg, som Barn, vel sagtens ogsaa troe?

Ja, got nok, lille Ven; men jeg gad høre

Hvad du af Videnskaben kan fremføre,

Som den er bleven viklet ud med Fynd

I høist bemeldte Brev?

                                                  Tør jeg mig skynde

Til Enden, uden netop at begynde

Det evige det samme?

                                                          Nei! begynd

Med Grundprincipet — det er alt for vigtigt!

Her giælder det den strænge Theorie —

Vi tør ei gaae Begyndelsen forbi;

Spring heller Enden over, der i Tingen

Er overalt saa got, som ingen.

Det første Grundprincip i denne Sag,

I hvad man kalder god og ægte Smag,

Er: hvad til alle Tider Folk behager,

Det er at sige: Hvad dem smager,

Det smager dem, — og dermed Stop!

Som, for Exempels Skyld, jeg sætter

Ei blot almindelige Retter;

Men hvad man ellers disker op,

Herr Geisselbrechts Marionetter —

Hvert Spring, hvormed os Sindet letter,

Casortis genialske Trop —

Selv Balveis-Moriannens Hop —

Ungdom og Galskab — hvert Spilop,

Af bare Fanden og hans Fætter —

Skildpaddesmaus — og Alskens Spil —

Med eet Ord sagt: alt hvad man vil,

Hvad aldrig Pøblens Gaben trætter,

Og, hos de Store selv, maa til

For Tidens Korthed her i Live

Saa langt, som mueligt, at fordrive —

Hvad er det andet, ligefrem,

End Smageligt? „Det smager dem!“

(Definitionen første Gang er lykket

Paa sand og god og ægte Smag;

Det maa man sige Brevet paa dets Bag;

„Thi deraf kommer Lignelses Udtrykket!“)

Smagsvidenskaben er den Dag i Dag

Vor store Digters egentlige Fag.

Got! Men, Udviklingen’, paa hvilken man har stiklet . . . .

Udviklingen — saa „Grund- og Tanke-rig“

Den ellers vist for Resten er — er mig,

Tilgiv mit svage Hoved! — for indviklet.

Saameget seer jeg kun deraf, at ægte Smag

Er et jeg veed ei hvad, som hele Verden eier

I hver en Old, i hver en Region,

Naar man undtager blot den finere Portion,

Især den franske, der forfærdelig udfeier —

Men, hvem vor gode Smagspatron

Og i sin Videnskabs Demonstration,

Med billig Harme dygtig feier.

Den ægte sande gode Smag

Er altsaa, for det første, Pøblens Sag —

Som jeg forstaaer det; Pøblens i det Hele,

Og een og anden Dens i sine Dele,

Og da man er sin egen beste Ven,

Saa sin Sag, som man siger. Men

Til Dato veed jeg heller intet andet

Af gode Smagens A B C —

Rag op i din Hukommelse! Lad see!

Hvem af os alle har pro tempore

Den allerbeste her i Landet?

En Veteran! — Men netop det

Forpurrer mig den hele Lære:

Saa meget veed jeg om Veteraniet

At der er altid noget Gammelt i;

Hvor kan det altsaa Mønster være

For Smagen i den nye Poesie? —

Hvis en Veterinær i Brevet

Til de Kolosser var, som Mønster, anført blevet,

Jeg havde bedre fundet mig deri.

Da nemlig her hos os Hydrophobie

Er hensat under det Veterinære,

Hvert andet modens Galenskab i Ære,

Parnassets allernyeste Manie

Vel kunde, selv fra Smagens Side,

Betragtes og behandles uomtide

Som et besynderligt Veterinærerie.

Hvor mangen ung pegasisk Fole

Fortiente Plads i denne høie Skole!

Ideen er aldeles ikke dum. —

Men, apròpos, hvi kalder du „Kolosser“

Os her i Kjøbenhavn, os danske Folk, os Osser,

Hint Brev er skrevet til?

                                            Den Deel af Publikum —

Portionen nemlig — som den fine trodser,

Maaskee jeg burde have kaldt dem Klodser?

Nei! søde Dreng! nu er du alt for slem!

Betænk, at du skal leve mellem dem! —

Han skrev dog ei til Romere, Galater,

Korinthier, et ceteros;

Han skrev til grove Mængden af Krabater

Omkring hans Stolpes Rhodiske Kolos:

Til Publikummet — nemlig, det han hylde,

Det „lurvede betydningsfulde“ —

Som (hver Brutalitet for Resten ufortalt)

I-Fior-Udstillingen af Bilboskabet

(Der raadte Bod paa Sara-Nickels-Tabet)

Beklappede vidunderlig brutalt —

Han taler intet om Bebæerne.

Sæt og, hans Brev var skrevet til Ebræerne,

(Det Folk, i hvilket Lessing selv jo fandt

En Nathan, uden just at staae paa Tæerne)

Der er dog og Kolosser deriblandt!

Nei! see mig vel, hvor den kan løbe,

Den lille Satyrmundens Top,

Som den blev pidsket om, og pidsket op

Med selve Indignationens Svøbe!

Ti Aar! — Kan man og harme sig i dem?

Naar man multiplicerer dem med Fem!

Min Løveals Rasen (jeg vil ikke lyve)

Mig giér i Ærgrelse halvtredsindstyve!

Den dumme Drengevei, jeg seer det paa,

Mig giør, som Tiaars-Pog, af Harme graa.

Lad mig omfavne dig, du Lægedommens Engel

Paa Bitterhedens skarpe kiekke Stengel!

Vox i dit ædle Had frimodig op

Til Kiærlighedens sande Blomstertop!

Den elsker intet Got, som hader ei det Slette,

Kun, hvo det Falske skyer, kan nærme sig det Rette!¹

Til Smagens Redning i vor Poesie

Jeg vil i dig en Doctor her opdrage,

Som lære skal vor Digter-Doctor i

Smagsvidenskabens Børnevæverie

Sin egen beeske Smag at smage!

Fordærv mig ei, Herr Provst! Skos, heller, skos,

For tidlig, end for silde!

                                            Vær kun rolig!

Jeg skal strøe Peber nok herefter trolig

Paa hver en Bid Melon af min for søde Roes!

Tilbage til Qvæstionen: Smagen!

Hvorpaa vel grunder sig dens Eet

Med Æsthetiken? Det er Hovedsagen!

Paa — hvis jeg her kun ikke bliver Beet —

Paa — det er sandt! nu husker jeg — paa Magen

Til Autorskabets Grund — Autoritet!

Paa hvis Autoritet? — Ifald Censorer

Nu, for Exempel, ogsaa var Autorer,

Og stik imod, som man har stundom seet?

Autoritet imod Autoritet,

Hvis er den rette?

                                Den — hvad var det nu, han kaldede

Sin egen? — den — mig synes — den bestaldede!

Ja! rigtig! men nu sætter man det Fald,

At Mod-Autoriteten — To i Tallet,

Der dog er meer end een — var og bestallet:

Bestalling mod Bestalling, Kald mod Kald,

Hvor er Pegasens egentlige Stald?

Hvor smager det, der smager, best? — hvor stikker

Den sande gode Smags Ambrosia,

Hvis gyldne Havre dog maa skielnes fra

Den slettes Ærter, eller Vikker?

I Stalden, der blev skrevet fra,

Paastaaer han selv — og Brevet lâr os kikke,

Saa man kan see, hvad der i den mon stikke.

Jeg tittede derind.

                                            Hvad saae du da?

Jeg saae det just ei ganske nøie;

Men hvad af muggent Halm og Straa,

Mig kom i Krybberne for Øie,

Var saa „forbarmeligt“, at jeg mig undred paa,

Parnassets Æsler kunde det fordøie,

End sige Hippogrypherne, der laae,

Men uden Vinger, rigtig nok, og smaa.

Jeg ynkte dem med denne Hakkelse —

Der ei var Brød, end sige Bakkelse.

Dog hedder det, at det skal holde Stik

I Alskens aandelige Næring,

Ei blot til alle Fællenes Fortæring,

Men og, som Medicin for hvert et fælle Krik,

Og selv til Forebyggen af Kolik,

I den almindelige Staldens Giæring.

Det er nok den, de kalde Polemik

I disse mange løse Blade,

Som de mod den herkuliske Kritik

Af alle Luger flyve lade?

Gud veed, hvor de for Politiet tør!

Hvad bryder Politiet i en Gade

Sig om, hvad man i Kræmmerhuuse giør?

De Skrivter, tro mig, giøre liden Skade,

Naar man dem bruger, som man bør.

Lad du dem flyve! — Hold dig kun til Sagen!

Hvor blev vi staaende?

                                            Ved slemme Smagen!

Slem kalder du den?

                                            Ja jeg giør!

Nu har jeg aldrig i mit Liv hørt Magen!

Du kan dog udenad det Brev til Publicum,

Der indeholder Æsthetikens Cunctum?

Jeg har jo sagt Dem alt den hele Sum:

„Det smager, hvad der smager! dermed Punktum.“

Saa Punktum da. — Men nu til fierde Part,

Til, nemlig, „Frejas Alters Elementer“ —

Hvad ere det for nogle? Skynd dig! Snart!

Thi — Suppen alt derinde venter!

Tør jeg, Herr Provst — især ved Middagsstund—

Og kort før Maden — tage Dittet-Dattet —

I Else-Jakob-Skolemester-Pjattet,

Som ligger dette Mesterværk til Grund,

For Deres Ører i min Mund

Nu, De har lært mig rødme selv ved Uslinger

Af min Pudseerlighed, der dog,

(Uagtet jeg til Nød kan ogsaa være Fjog)

Mod hint Livstykkes Østers er kun Muslinger?

Det var nok bare for at prøve mig?

Du har bestaaet Prøven ypperlig!

Ja, lille Gylfe! netop Elementerne

Var, hvad jeg frygtede, du havde lært

Af splitterunge Dag-Skribenterne,

Og nattegamle Recensenterne,

Hvis Vanvid, mellem os, er knapt et Haanblik værdt.

Af alt mig best i Prøven huer,

At af dig selv du slaaer en Streg derover.

Jeg derfor og den femte Part

Dig skal forære meget snart.

Naar bliver den, Herr Provst! vel færdig?

Jeg haaber, før jeg døer. Imidlertid

Bliv ved at glemme med al muelig Flid

Vor Asenutids Lære, Kunst, og Iid,

Som selv et Barn med sund Fornuft uværdig!

Jeg vier dig i Helligdommen ind:

Her har du til Belønning smukt indbundne,

Og med en evig Laurbærkrands omvundne,

Vor Holbergs, Ewalds, Wessels beste Bind.

Tør jeg dem spænde strax i Remmen?

Ja strax!

Men Himmel! mellem dem er eet

Af Ti’en — drømmer jeg? — og eet af Femmen!

Min Fader? Er det af Vanvare skeet?

Nei! jeg har samlet selv dem begge,

For til de trende Mæstre dem at lægge.

Min Fader! o! hvor det din Søn er kiært! —

Men, synes det Dig selv ei sært?

Er noget Sært deri, er det det særeste:

At Ti’ens er af alle mig det kiæreste.

Troe mig, min Søn! og selv i modens Digterie

Jeg elsker Glimt af Gud, og Gnister af Genie;

Og hvor de lyse, jeg dem høit berømmer.

Kun Galskab, som der blot er Kaadhed i,

Det reene skiære Cibber-Wegnerie,

Hvad under al Kritik gaaer kritisk Ram forbi,

Med Latter, som sig her allene sømmer,

Min Kiærlighed til Kunsten reent fordømmer.