Asalkoranen
Asenummerne,
Asenummerne,
eller
eller
de nattegamle Runebilleder.
de nattegamle Runebilleder.
1
Seer du denne tørre Pind,
Uden Feil og Lyder?
Sparsomt af dens Fyrreskind
En Slags Harpix flyder.
Den maaskee blev til en Snog;
Men, hvis Aaron og den tog,
Løv den aldrig skyder.
2
Oven bugtet, neden stiv,
Gled paa Skibets Bane
Giennem Poesiens Siv
Snekken, som en Svane —
Ak! desværre! Søen er
Bleven nu et frossent Kier,
Og den selv en Rane.
3
I en evig Strøm af Graad
Kringlen giød sin Klage,
Giorde Landeveien vaad
Med dens salte Lage;
Og af denne Butterdey,
Efter eget Contrafey,
Bagte den os Kage.
4
Tvende Pinde krydsviis lagt,
Og en mindre tredde,
Seer du, naar du lidt giør Agt —
Giæt, hvad det skal hedde?
Mærk dig: Streg — og Streg — og Streg —
At du giætter det før jeg,
Derpaa tør jeg vædde.
5
Seer du denne friske Fyr
Med et Horn i Panden?
Er det ikke Byens Tyr,
Er det dog en anden.
Ordet gaaer, det andet Horn,
Han skal have havt tilforn,
Staaer i Pant hos Fanden.
6
Her det aandelige Nul
Seer du i dets Roden
Næsen over Mundens Hul
Bøier sig mod Foden;
Hvis den finder der lidt Smuds,
Skader ikke; thi for studs
Op mod Himlen stod’en.
7
Salig Kongen seer du her
For vort Hippokrene,
Som paa Skildte man ham seer,
Og paa Milesteene —
Noget helligt ogsaa har
Hule Karlen aabenbar:
Tallet notabene.
8
Otte her af Oxekiød
Ode-Pølser ruller;
Stopper og med Havregrød
Vor Oplysnings Huller.
Hiertets Blære, Hov’dets Skal,
Samled i eet Ottetal,
Ere tvende Taller.
9
I de ni Gudinders Dands
Findes han ei længer;
Men, saasnart han seer sin Kands,
Er han Styverfænger.
Skade! Digternullet hans
Havde dog en herlig Krands,
Men, som sees, den hænger.
10
Sku min Vali-Magni-Torn
Med sin Rose stride!
Hvad han ei har vidst tilforn,
Faaer han vel at vide.
Slog han over Nullet Streg,
Samlende sit bedre Jeg,
Gad jeg Manden lide.
Det ellevte Bud.
„Lad dem alle stange, slaae,
Giør, forfølge, hade —
Du dog derfor aldrig maae
Dig forbløffe lade!“
Det er end Kritikens Bud;
Og det seer livagtigt ud,
Som J. J. paa Blade