Tommaso Campanella (1568–1639)

Campanella, Tommaso, italiensk Filosof (1568–1639), var født i Stilo i Kalabrien, udmærkede sig som Dreng ved ualmindelig Lærelyst og sjældne Evner og traadte allerede i sit 15. Aar ind i Dominikanerordenen, væsentlig fordi han i Ordenslivet tænkte bedst at kunne hengive sig til de Studier, der var hans Trang. Stærkt paavirket af Bernardino Telesio’s Naturfilosofi med dens Fremhævelse af Erfaringen som Kilde vendte Campanella sig polemisk mod den officielle aristoteliske Filosofi, og hans første Skrift Philosophia sensibus demonstrata (1591) er et varmt Forsvar for Telesio og tillige et hvast Angreb paa Aristoteles, hvis hele Lære forekom ham selvmodsigende og alt for ufuldkommen til at staa som Kirkens uangribelige Autoritet. Ved denne Holdning vakte Campanella sine Ordensbrødres og Foresattes stærke Mishag, samtidig med at hans usædvanlige Viden gjorde ham mistænkt for at staa i Forbindelse med overnaturlige Magter; han forlod Syditalien og flakkede nogle Aar omkring i Landet, forfulgt af Inkvisitionen og uden at kunne opnaa en Lærestol, hvor han i Ro kunde arbejde med og udbrede de Tanker, der opfyldte ham. Hjemvendt til Syditalien optoges han af den herskende politiske Bevægelse, der var fremkaldt af Spaniernes forhadte Regimente i Landet, og mistænkt for Delagtighed i en revolutionær Sammensværgelse blev han fængslet, underkastet Tortur og holdtes indespærret i 27 Aar. Campanella’s ubetvingelige Aandskraft besejrede alle disse Lidelser; i sine Fængsler syslede han uafbrudt med sit Tankearbejde og udarbejdede støttet af sin ypperlige Hukommelse et helt System, som han skriftlig udformede, da han efterhaanden kom under nogenlunde taalelige Vilkaar. Da han endelig af Mangel paa Bevis løslodes af det politiske Fængsel, fastholdtes han endnu tre Aar i Rom af Inkvisitionen, men omsider gav Paven, der beskyttede ham, Campanella Lejlighed til Flugt, og han drog nu til Paris, hvor han levede sine sidste Aar under Richelieu’s Beskyttelse og i Samvær med ligesindede Lærde og Tænkere.

Campanella’s filosofiske Udgangspunkt er Telesio’s Sensualisme, men han søger nærmere at udføre og begrunde denne Lære. Al Erkendelse stammer fra Sansefornemmelserne; ved disse vækkes nemlig den Mennesket iboende Viden, der sammen med Virkeevnen og Driften udtrykker alt værende. Den medfødte Viden fremtræder først som Individets Bevidsthed om at være til, og herpaa beror Erkendelsen af Omverdenen, idet Mennesket føler sig paavirket af Sansefænomenerne, erkender dem og vækkes til Virken. I al Skabningen hersker de tre Kræfter, Viden, som er Betingelsen for al Samvirken i Naturen, Virkeevnen, som er selve Udfoldelsen af Livet, og Driften, som er eet med Trangen til at være til og bestaa i individuel Ejendommelighed. Men denne Drift mod Livets Opholdelse og Udfoldelse er i sit inderste Væsen Drift mod det uendelige ell. Kærlighed til Gud, som er den absolutte Virkeliggørelse af de tre raadende Kræfter, uforstyrret af Verdens skiftende Mangfoldighed, Gud, som maa være til, fordi det er utænkeligt, at det endelige Menneske af sig selv skulde frembringe Ideen om det evige og absolutte. Verdens Ufuldkommenhed beror paa, at det værende overalt blandes med og begrænses af det ikke værende, Viden af den uklare Erkendelse, Virkeevnen af famlende Afmagt og Kærligheden af Kulde og Had. I hele denne panteistiske Metafysik røber sig Paavirkning af den nyplatoniske Naturfilosofi, som i Renaissancen var genopstaaet og havde vundet saa stærk Tilslutning, og det var vanskeligt for Campanella at skabe fuld Overensstemmelse med Kirkens Lære, som han fastholdt at ville bøje sig for, ogsaa naar den fordømte Læresætninger, der som Galilei’s forekom ham at være sikre Resultater af videnskabelig Forskning. Ogsaa i Etikken stræber Campanella at forlige sine Tanker med kirkelige Synsmaader; som Naturen er en eneste stor Harmoni gennemtrængt af de guddommelige Kræfter, skal det menneskelige Samfund være en Samvirken, hvor Individernes Maal er det heles Vel og Udvikling mod Fuldkommenhed. I sin »Solstat« (civitas solis) skildrede Campanella efter Platon’s Forbillede et saadant Idealsamfund, hvor de bedste og højest dannede har Ledelsen, hvor enhver faar det Arbejde, der passer for hans Evner, og den Del af Udbyttet, som han fortjener og behøver, hvor ingen maa være ledig, og hvor al Privatejendom og Familieliv er ophævet. Under Kirkens Ledelse tænkte Campanella sig dette Ideal virkeliggjort, idet Paven skulde være den Ledende og Fyrsterne i Samdrægtighed udføre de Hverv, som det heles Vel krævede. Ved disse Ideer minder Campanella om og har ikke været uden Indflydelse paa senere Tiders Socialisme. Campanella er beundringsværdig ved sin store Tankeenergi; han alene af Renaissancens Tænkere søgte at opbygge et fuldstændigt System, men han formaaede ikke at skabe fuld Harmoni og Klarhed, fordi han stod under den genfødte gr. Filosofis overmægtige Indflydelse og dog stræbte at holde sig paa kirkelig Grund; af denne dybe Modsætning bærer hele hans Tænkning Præget. Campanella’s Hovedværker er foruden de nævnte: Philosophia rationalis, Paris 1638, og Universalis philosophia seu metaphysica, Paris 1638.