Kalliope
→
Poets
→
Kristian Arentzen
→
First lines
Kristian Arentzen
(1823–99)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Ad trange, steile Hyrde-Sti
Af alle Fuglenes deilige Sang
Af dette Sølv, det hvide
Af Foraarets første Gave
Af Kampen for et herligt Ungdomskald
Af Luft har jeg drukket forsvarlige Drag
Afrodites Ægtefælle
Alpenaturen med jættestor Vælde
Alt Offeralteret, blodbestænkt
B
Barndoms Engel gaaer med Glands
Barndomsalder med de skyldfri Glæder
Barnet er dødt!
Bedæk din Himmel, Zeus!
Behramgur, Perserfyrste, Sassanide
D
Da Sigurd var paa Baalet lagt
De første Furer sænkes i min Pande
De joge hans Moder
De sige, at jeg sidder
Deilige Mø, om hvis Hoved sig flokker
Den evige Ungdom i vort Bryst —
Den flagred pilsnar fra sit Bur
Den første Gang dine lyse Blik
Den hulde Sommer straaler i sin Pragt
Den høie Sol i Vesten stille daler
Den sande Ungdom vier jeg min Sang
Den stakkels Evalds bittre Taare flød
Den ædle Gisle flakkede om
Der gives bange Timer i vort Liv
Der gaaer en mægtig Aand igjennem Tiden
Der hersker i Klostergaarden
Det er dumt — fra gammel Tid Ordsproget lød
Det er Foraar — afsted
Det er ikke dødt, det er ikke dødt
Det stille Liv i den snævre Kreds
Det tredie Oplag, averteret stod
Din Sjæl i høi og hellig Flamme brænder
Du drager nu bort fra Sjællands Ø
Du kalder Verden gammel, min gammelkloge Ven
Du sidder, en gammel Kvinde
Du sidder taus, bedrøvet
Du skal vandre ved Strand, Du skal vandre ved Strand
Du, som delte tro min Vandring
Du stirrer ud i Verden
Dybt i Agerrenen
Dybt i Mørke Byen Slesvig hviler
Dybt Katakomben sig strækker
Dybt paa Havets Bunde
E
En Duft over Bjergene hviler
En Kunstner skrev til sin fjerne Ven
Endskjøndt Beaumonden spotter
Engang ei Eros mærked
Ensom jeg sidder
Et Billed hjemme paa Væggen hang
Et venligt Ord, et venligt Ord
F
Farvel, farvel, min Lillievaand —
Firdusi, Gartnersønnen fra Tus
Fjernt fra Byens Kummer og Trang
Fjernt fra Stadens Bulder og Tvang
Foran Tidens Gjæring staaer Du stum
Fra Himmelens aabne Sluser
Frugttræet saae til den deilige Rose
Fuglen synger saa lifligt i Lund
G
Gud signe Dig, unge Kvinde
H
Han Digte skrev, og de gjorde Nar
Han kom fra sin trofaste Stræben
Han sad som en rødmusset, trettenaars Pog
Han sad ved Klaveret med henrykt Aand
Han stod paa Fregattens høie Dæk
Han var kun en Hyrde
Han var kun en stakkels fattig Student
Helios daler i straalende Glands
Helten var styrted, der dristigen iled
Henad Høstens Himmel graalig Skyen
Himlen og Jorden i Sommernatsmøde
Homeros, der med høitbegeistret Sind
Hr. Holbech stod i Randersby
Hun ligger i Logen henslængt
Hun stod paa Tunet, rank og høi
Hvad altfor ofte blev fordulgt
Hvad skal jeg sige? Mine Ord
Hver Morgen hisset ved Arnos Flod
Hvor Himlen hvælver sit dybe Blaa
Hvor Marken grøn sig strækker
Hvor megen Hæder man endogsaa viser
Hvorofte har jeg ei stirret
Høie Penater!
Hønen har ruget en Ælling ud
I
I Closeries du Lilas gaaer der lystig Dands
I de unge Dage
I den stille Midnatstime
I det deilige Hardanger gaaer en lille Pog
I Kjøbenhavn er Bryllupsfest
I Pavepaladsets Sale
I Riddersalen paa Koldinghus
I Skyggen at boe, men dog være glad
I Sommeraftnen, den svale —
I Ungdoms vilde, stormende Aar
Ingen dadler
J
Jeg drog afsted fra mit Barndoms Hjem
Jeg drømte, at vi svæved op mod Himlen
Jeg farer vild i denne Hær af Gange
Jeg fyldes af en salig
Jeg fæsted Dig, min unge Mø
Jeg gik paa den uhyre Valplads
Jeg giver mine Tankers
Jeg gynger paa Middelhavet
Jeg hører, at Sæmund er segnet til Jorden
Jeg hører Koen brøle
Jeg iler mod Døren og griber min Hat
Jeg ligger i Gadens Feieskarn
Jeg mægter ikke at sove
Jeg sad mig træt, jeg sad mig sløv
Jeg sad ved Vinduet forleden Dag
Jeg sidder — Solen daler
Jeg sidder blandt skimlede Acter
Jeg sidder i Skovens Skygge
Jeg sidder paa Klippen ved Stranden
Jeg stiger, og jeg stiger
Jeg sætter Krandsen paa din unge Pande
Jeg tør ikke henaande Versenes Duft
Jeg vandrer høit paa Seelisberg i Schweiz
Jeg vandrer langs Floden, som brusende strømmer
Jeg veed ikke ret, hvordan det er fat!
Jeg vaagned urolig — det gryed ad Dag
Jens Holgersøn, Kong Hanses
K
Kallisthenes, en Yngling i Athen
Kampen var endt. Paa Englands Kyst
Kjære Digter, kjære Digter
Kong Visvamitra flammer
L
Lad dadle Kvinderne hvo vil
Lyngbakker, Søer svømme
Lænken er sprængt, og jeg folder min Vinge
M
Med Randselen paa Ryggen
Min Rose, som jeg pleied
Min unge Kvinde, fjernt fra Dig
Mindes Du den gamle Vise om en Riddersmand
Morgenstund har Guld i Mund
Musen, den høie kommer
N
Nu Juletidens Tryllespil
Naar Mørket sniger sig lønligt
Naar ned i Vinens dunkle Lethestrøm
Naar Sommersolen høit paa Himlen staaer
Naar ud i den deilige Sommer Du gaaer
O
O, hør ikke paa det daarlige Ord
O, lad mig hverken, overtræt
O see Raketten! lød et Jubelraab
O tal, o svar! Dit Væsen ei jeg fatter
O var jeg en Skipper med Hatten blank
Om Grettir, Islands stærkeste Mand
Om Vinteren Stuen
Opad Bakke falder tungt —
Overfor mit Vindve
P
Paafuglen spanker i Gaarden omkring
R
Ravnen skreg paa en Runesten
Reis dit Hoved, o Bondemand!
Rødmende straaler den østlige Himmel
S
Se! I Templet sidder han, den Høie
Sig nøgen Heden strækker
Siig, mindes Du den hvide Dragt
Skjærsommerdagen straaler i lifligt Farveskjær
Skjøndt for Solen nu Skyerne drage
Skyer paa Himlen sig taarne
Som Fuglen i sin Redes Gjern
Som naar Du vandrer i den store Skov
Som Aanden i Eventyret var sat
Sommersolen daler
St. Peter kasted Runer over Spange
Stille, stille, I lystige Fugle
Stolte Herrer, muntre Damer!
Saa er da reist den røde Gaard
Saa skal jeg nu atter skue
T
Til Bjergene gik jeg
To Billeder for Aandens Øie træde
Træt af Dagens Møie
V
Vinterens Sol sig glødende hæver
Vor Livsvogn henad Banen hvor vi kjøre —
Vaaren, ak, den løfterige