I Betlehem var Lyset tændt,
Og klar var Himmelstraalen sendt
Til Vest fra Østerlide.
Men stakket Tid vi Lyset saae;
Det maatte under Skjeppen staae,
Og mørkt det blev saa vide.
Natten klares, Stjernen blinker,
Herren vinker:
Villig lyder
Herrens Mand, hvad Herren byder.
Og Lyset Morten Luther tog
Og aabnede den lukte Bog
For hele Verdens Øje.
Da sejred’ vældig Herrens Ord;
Som Lyn fra Wittenberg det foer,
Som før fra Jorsals Høje.
Jesus Kristus Ordet fører;
Verden hører;
Paven fnyser; —
Aldrig Morten Luther gyser.
„Vor Gud var ham saa fast en Borg;“
Paa ham han kasted’ al sin Sorg,
Skjalv ej for Ban og Kejser.
Staae Djævle end mod ham i Hær,
Han stoler fast paa Troens Sværd
Og Kristi Banner rejser.
Modig strider han og vinder;
Søger, finder:
Himlen vunden
Jorden har — og Freden funden.
Grant vidste han, den Bjergmandssøn,
At Guld af Grubens dybe Brønd
Ej hentes uden Fare.
Dog kjæk han grov og uforsagt,
Og Skatten blev for Dagen bragt,
De Guldkorn dyrebare.
Forhen skjultes Himmelguldet
Dybt i Muldet;
Nu vi have
Skatten, som ej Rust kan gnave.
Thi skal din Ære ej forgaae,
Dit Navn med Gyldenskrift skal staae
Paa Evighedens Bue.
Naar Jordens Vise straale skal
Som Stjernelys i Himlens Hal,
Skal du som Solen lue.
Tak dig ofre Støvets Sønner; —
Gud belønner;
Morten Luther
Kristus selv i Favnen slutter.