Alle Smaafugle, i Skoven vare,
De gave paa Høgen stor Klage;
Han rev dem af baade Fjer og Duun
Og vilde dem af Skoven jage.
Saa fløj de hen i en Egetop
Et Raad at lægge paany,
Hvordan en Konge de skulde faae,
Som kunde fra Høgen dem frie.
Frem for Flokken en liden Fugl traad,
Hun var saa sorrigfuld:
„Og lader os kejse den gamle Ørn!
Jeg haaber, han vorder os huld!“
Alle de andre Fugle smaa,
De svarede Ja dertil:
„Nu Ørnen vor Konge vorden er,
Saalænge som Gud han vil!“
Det da svared’ den stolte Høg,
„Det steder jeg ingenlund!
Naar Ørnen Fuglenes Konge bli’r,
Vi ødes i Bund og Grund!“
Den gamle Ørn han hørte det,
Han hverken smilte eller lo; —
Saa slog han ned den frække Høg,
Alt med sin skarpe Klo.
Derved glædtes de andre Smaafugle
Og sunge, hver med sin Stemme;
I Lunden var Fryd og dejlig Sang,
Saalænge som Ørnen var hjemme.
Sankedes da den Høgehær,
Den skjulede Skov og Kjær;
„Og lader os kun til Lunden fare,
Vi gjør vel den Ørn Ufærd!“
Men det er sagt med Sandingen,
Og syntes det nu, desværre,
At Egen leger med mangen Storm,
Tilsidst bli’r dog Stormen dens Herre.
Thi joge de bort den gamle Ørn
Alt med sine Unger smaa;
De andre Fugle de bleve saa vilde,
Slet ingen Raad de saae.
Nu sidder Høgen i Egetop,
Nu breder han ud sin Vinge;
De andre Smaafugle, i Skoven ere,
Dem maa vel Jammeren tvinge.
Nu er der Sorg i den hele Lund,
Hvor før der var Fuglesang;
Og Hver maa vel ynkes over de Smaa;
Den Tid er dem nu saa trang.
Den Vise den er ikke lagt om Fugle,
Den lagdes om Dannemarks Eg:
Kong Kristjern var den kongelig’ Ørn,
Saa ilde ham Adelen sveg.