Far vel min Eenlighed, min stille Roe og Glæde
Forborgen Tankers Ven, du Løv-beprydet Gang,
Gud veed nu best, naar jeg skal dig igien betræde,
Hand veed, om du ey alt har hørt min Svane-Sang.
Med Sang og Spill jeg mig har tit i dig forlysted,
Naar Elskov Mester var, Chrysillis nynned blev,
Og naar et sukkret Ach det ømme Hierte krysted,
Du da en Fantasie af Flute Ducen drev.
Sligt hørte du jo an med taus og taaligt Øre,
Og rakte Lye og Læ mod Vind og Solen til,
Om du end kuled lidt, saa var det for at føre
Mit Suk til Skyen op; GUd det bønhøre vil!
Hav Tak da for din Roe, for stille Selskabs Glæde,
For Lærdommen hav Tak, du mig til Afsked gav,
At du, som nu staaer grøn, aflægge skal dit Klæde,
Naar Vinter-Kuld gaaer op; Jeg ogsaa ved min Grav.