Til Sr. Nicolai Wesling og Jomfru Antonette Höybye
Paa deres Bryllups Dag
Paa deres Bryllups Dag
Da Klokken den var Eet i Natt
Jeg hørte Heste, Karme
Og Kudske, som de var besatt,
At buldre og at larme.
Een raabte: Kiør af Vey, du Hund,
En Anden gav ham Fanden,
Den Tredie tog Blad fra Mund
Og lættede paa Kanden:
God Taar hand sagde; Hvem har Lyst?
Den Fierde sig strax mældte,
Drik ud; fortien en frisk (den Dyst
De vovede som Helte)
Nu bandte Een, at det var koldt,
Og Maanen vilde blegne;
Een raabte: Nu er Koen soldt;
Thi det târ paa at regne:
Saa er det og et Fandens Putz
Med disse vaade Dage,
Jeg blev saa vaad udi en Stutz,
Som druknet Muus og Krage;
En Anden svarede: Den Brud
Ey elsker Katt og Hunde;
Thi fæl og sort seer Himlen ud
Med Regn og Blæst i Munde;
Ney, jeg Margrete priise bør,
I Aar hun ikke pisde,
Men holdt sig selv saa tætt og tør,
At vi ey Nødder miste.
Strax tog en Kudsk heel ivrigt paa
(Ursins det nok har været)
Skam, sagde hand, du Knægt skal faae
Og tusind Skrup paa Læret.
Vor ANTONETTE tør endnu
Mod ti Margreter fægte,
Og regner hun, det skeer, at du
Af Tørst ey skal vansmægte.
Det Ord var nok til blodig Slag,
Hvis ikke, langt om længe
Kom Anskrig: Det er ret nu Dag,
Og Bruden maae til Senge:
Jeg reiste mig ved dette Bud,
Min Slaaprok mig iførte,
Og gik at see af Vindvet ud,
Hvor Hiem enhver da kiørte.
Jeg saae, at Lysene blev slukt,
I Huuset alting stille,
Og strax derpaa blev Porten lukt
For Brud og Brudgom Ville;
Thi lagde jeg mig atter ned,
Dog tænkte hvad jeg vilde;
Men ønskte, at Hr. WESLINGS Sved
Et maatte gaae til Spilde!
Jeg slumred ind, til Trommen slog
Reveille for mit Øre:
Da atter faldt mig ind; Hvad dog
Her Brudgom monne giøre?
Maa skee bag Øret Skalken mig,
Adskillig Indfald sagde,
Som kunde blive Skalke-riig
I Vers til Lyset bragte,
Hvis et mig ey i Veyen stôed
Min dristig Skiemt at kue,
At jeg af Brud og Brudgom lod
Mig endnu aldrig skue.
Dog slutted jeg, det ikke blev
Af Bruden slet optaget,
Om jeg et ærbart Ønske skrev,
Som bÔer i Naboe-Laget.
Velkommen i vor Naboe-Lag
Dydædle ANTONETTE!
Gid du fornøyet Dag fra Dag
Din Foed paa Roser sætte!
Dig Bageren skal skaffe Brød,
Din Drik skal Sohl dig lave,
Og Klöker Penge til din Død,
Hvad vil du meere have?
Allt dette finder du omkring
Dit Huus, og i vor Gade,
Dog veed jeg vel endnu en Ting,
Som du din Mand maae lade,
At sørge gandske eene for,
Jeg dig det nok vil sige,
Men svær mig først ved hellig Thor,
Mariæ Knæ tillige,
At du mig ikke bliver vred,
Og om mit Navn ey skiøtter;
Thi ellers jeg af bar Fortred
Fra Naboe-Laget fløtter.
Dog hvad? Du mig jo aldrig saae,
Men vel Ursin og Wesling,
Det er: At Gaas og Gasse maae
Ad Aare faae en Giesling.