„Min Ven! hør, siig mig ærlig,
Hvorfor saa mørk og stum?
Jeg morer mig saa herlig,
Og giver min Glæde Rum.
Saa bleg! med mørknet Øie!
Med sammenknebet Mund!
Jeg seer det grant og nøie,
Du lider i Hjertets Grund.”
Det sagde hun med Latter,
Det klang som grusom Spot;
Og gjentog det atter,
Som det gjorde hende godt.
„Hvi morer du dig ikke?
Med Ingen taler du!
Vildt stirre dine Blikke,
At det ret er en Gru!
Hvor elskeligt han kan snakke
Den franske Maler der!
Den Glæde kan jeg takke
Min lille Moder kjær.
Hun tog mig med forleden
Til hans rige Værksted hen;
Fra oven og til neden
Var der Billeder, min Ven!
Henreven, henrykt stod jeg
Som i en himmelsk Drøm,
Og sødt, ustandset lod jeg
Flyde min Taares Strøm.
Dybt gjennem Hjertets Aarer
Sig trængte Smerte og Lyst;
Og disse søde Taarer
Mildt qvægede mit Bryst.
Mod hver, som saa mig qvæger
Og har en Fryd mig voldt,
Mit Hjerte sig bevæger —
Det kan ei blive koldt!
Jeg holder det ei hemmelig,
Jeg maa vise det klart!
At jeg er glad, taknemmelig,
Maa vorde aabenbart!
Han selv mig har tilbudet
At male mit Contrafei; —
Overalt han er forgudet —
Men glæder det dig ei?
Han og har lovet at følge
Os, naar til næste Vaar
Over Bjerg og Dal og Bølge
Til Syd — til Syd det gaaer.
Hvis Du er ret elskværdig,
Saa lov mig det, min Ven!
At, før mit Billed er færdig,
Du ikke gaaer der hen.
Men kom du kun og hent mig,
Som det sig hør og bør,
Men ei for seent! — og vent mig
Saa udenfor hans Dør!”
— Men Han sad stum og stille
Med al sit Hjertes Vee;
Hans Qval, den indre, vilde,
Kuns hun kunde see.