Vildt Tø-Sneen tumler
Fra Nattens sorte Sky;
Karether og Droschker rumler
Rundt i den store By.
Den døsige, matte Lygte
Har næsten ingen Magt;
Hvert Fodtrin maa frygte
En Rendesteens Cataract.
Vægteren søvnig glider
Ind i Kjelderskurets Ly;
Den Vandrer stræber og strider
Mod Vind og Paraply. —
Men hist hos den rige Frue
Paa Torvet, paa første Sal,
Der lyser Lampernes Lue
Og Kerter uden Tal.
I Salenes lange Række
En glimrende Assemblee
Høres der snaddre og qvække
Ved den duftende Thee.
Men støttet mod Vindvets Pille
Staaer Han, saa stum og mørk,
Saa tankefuld og stille,
Som stod han i en Ørk.
Hans kjække Mod er skyllet
Bort i en bitter Strøm;
Han aander i en fortryllet
Sphære, som i en Drøm.
Foran ham Een, som snuser,
Tykmavet, puddret og dum,
Aabner sin Viisdoms Sluser
Og gjør sig lækker og krum.
Han svarer ham kun sparsomt
Med Ja og Nei og Nik;
Og undgaaer snu og varsomt
Den Gamles hurtige Blik.
Men bag den puddrede Skulder
Hans Øie Maalet fandt;
Gjennem Sladder, Støi og Bulder
Hører hans Øre grant.
Men hvad hans Øre hører,
Og hvad hans Øie seer,
En Snog om hans Hjerte snører,
At knap det aander meer.
Havde man kunnet skue
Ind i Hans Hjertes Dyb,
Man vilde i Helveds Lue
Øinet det giftige Kryb;
Man vilde en Marter anet,
Ak, uden Lise og Trøst,
Naar først den en Vei har banet
Sig til et trofast Bryst! —
Ved Kaminen, hist henne,
Omringet af en Krands
Af muntre Ungersvende
Hun straaler i Skjønheds Glands.
Hun straaler vel for dem Alle —
Men for Een dog især;
Paa ham hendes Blikke falde
Som smilende Morgenskjær.
Hendes høie Latter og Tale
Og den blussende Kind
Den varme Begeistring male,
Som bevæger hendes Sind.
Til ham hun kun henvender
Sin Røst saa livlig, mild;
Kun for hans Tale brænder
Hendes mørkblaae Øies Ild!
Det var den franske Maler,
Saa vidtbereist en Fyr;
Han sidder og vigtigt taler
Om Kunst og Eventyr.
Hans ædle Blik, det Faste,
Det Sikkre i hans Røst,
Det Fremmede synes at kaste
Funker i hendes Bryst! —
Man larmer, man sig reiser,
Og Stolene gjør Støi;
Den naadige Frue kneiser:
„Tilbords i den anden Fløi!”
Ei ændser dog deres Øre,
Hvad om dem foregik;
En Lovsang Begge opføre
Paa italiænsk Musik.
Men som just hun er i Varmen,
Han paa sin Qval gjør Vold;
Med Smiil han byder Armen, —
Hun tager den — pludselig kold!