Jeg bragte nys min bedste, kjære Tanke,
Som evigt lever mig i Sjæl og Hjerte,
Til Musen, som saa tidt mig venligt lærte
At snoe den i en fyldig Blomsterranke;
Hun skulde hjælpe mig en Flor at sanke, —
Hun nægted det, — hun gav sig til at snerte
Og spurgte spidst: „Er udbrændt alt din Kjerte?
„Har nu maaskee dit Hjerte glemt at banke?”
Jeg taug og tænkte ikke paa at klage,
Jeg taug og listed sagte mig tilbage
Og saae mig om dybt i mit eget Indre.
Her fandt jeg Alt dog ganske ved det Gamle;
Jeg fik lidt Mod til Tankerne at samle, —
Og sang saa hverken Mere eller Mindre:
Til Julie
Da Du fra Himlens lyse Fred
Blev sendt til Jordens Taager ned,
Kom Du for mig som Frelsens Engel,
Der fulgte mig, hvor jeg end vandred,
Stærk, modig, kjærlig, uforandret;
Og aandigen din Liliestængel
Fremtrylled Alt hvad jeg fik gjort
Derfor den Dag, da Du kom hid,
Mig være skal til evig Tid
En Helligdag, en Takkefest,
Hvor Hjertets Glæde er til Gjæst!
Du er dog til min sidste Stund
Mig Livets faste Byggegrund!
Tiltakke tag! — Du bør ei glemme,
Den synger slet, som mistet har sin Stemme.