Christian Winther (1796–1876)

Der var en Tid, da bløde Blomster groede

Paa veien ved din Ungdoms lette Fjed;

Saa kom en Tid, da hvasse Torne stode

Og truede dit Hjerte og dets Fred.

Saa kom en Tid, da Andres Suk og Jammer

Dig døved Livets rene Jubelklang;

Men Du var stærk! og i dit Hjertekammer

Du hævded trofast Loven for din Gang.

        En Tid vil komme, da din vandring atter

Vil vorde som en klar og stille Strøm, —

Og saa dit Hjerte, med sin Ungdoms Latter,

Skal mindes al den Jammer som en Drøm.

        Thi Gud er til, — han, hellig og retfærdig,

Gjengjælder rigt hver yforskyldet Vee!

        Det faaer Den see, dertil har gjort sig værdig —

Men jeg? — ak, jeg faaer det vel ei at see!

Hvortil nu disse dumme Griller?

Saalænge der er luftig Plads

For Nattergalens søde Triller

I Vaarens grønne Skovpalads;

Saalænge som der lever Tanker

I Maanens Øiekast til Jord;

Saalænge som mit Hjerte banker

Paa Haabets Dør og troer — og troer;

Saalænge som i Blomstervrimlen

Sig Rosen farver hvid og rød;

Saalænge som der er paa Himlen

En Stribe blot af Glædens Lod;

Saalænge som jeg veed om Hende,

At Hun er trofast, kjær og sød: —

Hvi skulde jeg min Tanke sende

Tilintetgjørelse og Død?

        Nei, jeg vil leve! jeg vil bryde

Mit Brød og sende Tanken did,

Hvor al Fortrøstnings Hymner lyde

For os i Evighed og Tid!