Jeg holder af Dig — Dig alene
Blandt Alt, hvad ellers man kan mene
Er dyrebart paa denne Jord;
Thi vist jeg veed, og det er Sanden,
At Du alene, ingen Anden,
Fik vakt mit Liv til bedre Flor.
Jeg holder af Dig, thi den Smerte,
Da Slethed i mit usle Hjerte
Saa lang Tid dybe Rødder slog,
Den læged Du, da med dit Øie,
Der ligner Himlens Blaa, den høie,
Du mig fra Mørkets Afgrund drog.
Jeg holder af Dig, som Du vandrer,
Mens ei et Fodtrin Du forandrer
Fra det, der bragte Dig saa vidt,
Saa det, der gjør Dig selv saa yndig,
Som Du mig gav, skjøndt jeg var syndig,
Ved Kjærlighed blev halvt til mit.
Men Den, jeg ikke holder af
Som drukner i min Harmes Hav,
I Selvforagtens stride Elv, —
Det er mig selv — det er mig selv!